Frederikshavn

Heidi blev Årets Medarbejder

Optikerassistent Heidi Petersen fra Frederikshavn kåret til Årets Medarbejder i optikerkæden Louis Nielsen

Heidi Petersen fra Frederikshavn blev valgt som Årets Medarbejder hos Louis Nielsen.Privatfoto

Heidi Petersen fra Frederikshavn blev valgt som Årets Medarbejder hos Louis Nielsen.Privatfoto

FREDERIKSHAVN:Optikerassistent Heidi Petersen fra Frederikshavn stjal rampelyset, da optikerkæden Louis Nielsen holdt sit årlige seminar. Blandt optikerkædens mere end 700 medarbejdere løb hun med titlen Årets Medarbejder.

Til daglig arbejder Heidi Petersen i Louis Nielsen i Frederikshavn, og det var indehaverne, chefoptiker Charlotte Olivius og retailchef Henrik Tunno Hougaard, der havde indstillet hende til titlen.

- Heidi er altid den, der går forrest i butikken, uanset hvad opgaven er. Hun sætter sig grundigt ind i alt og har en helt utrolig stor og bred viden inden for alt, hvad der sker og rør på sig i butikken, sagde chefoptiker Charlotte Olivius blandt andet ved prisoverrækkelsen.

I det daglige er Heidi Petersen såkaldt floor manager i butikken og styrer slagets gang ude i selve butikken.

Hun har desuden uddannet sig på Louis Nielsen Akademiet, hvor hun senest dimitterede som Optical Dispenser, der er en særlig optisk uddannelse for medarbejdere, der som Heidi Petersen har en handelsmæssig baggrund.

- Heidi har altid et godt humør og et smil der smitter med glæde. Hun er meget vellidt af alle sine kollegaer og i særdeleshed af kunderne, sagde retailchef Henrik Tunno Hougaard, da hans medarbejder blev hyldet.

Det skete i overværelse af mere end 600 kollegaer ved Louis Nielsens årlige seminar og firmafest i Kolding, hvor underholdningen blandt andre blev leveret af Jan Gintberg, The Antonelli Orchestra, Barbara Moleko og Peter AG fra Gnags.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.