Heidi holder ud

Håndboldstjernen Heidi Astrup drømmer om en fremtid som mor og kontorassistent

Solen kæmper en ulige kamp mod en flok mørkegrå skyer, og blæstens insisterende pusten får Limfjordens vande til at ligne et minihav mellem de to broer midt i Aalborg. I dag er vi er på kanten af sommeren – på vej mod efterår i Danmark og samtidig ved begyndelsen på en ny æra i Heidi Astrups liv og karriere. Næsten hele sit liv har hun boet og spillet i Viborg, hvor hun efterlader familie, venner, otte danske mesterskaber samt medaljer af guld fra både EM og VM for at begynde forfra i Aalborg sammen med ægtemanden Thomas Holme. - Jeg trængte simpelthen til luftforandring, forklarer håndboldstjernen, der første gang bar Viborgs grønne trøje som seksårig. Hurtig hovedregning afslører, at 31-årige Astrup dermed næsten har fejret sølvbryllup i den samme klub. Kun i sæsonen 97/98 var hun væk – på springtur til Japan for at få én på opleveren. - Hver gang min kontrakt udløb, overvejede jeg min fremtid, men jeg har altid været glad og tilfreds i Viborg, så jeg blev hængende. Nu synes jeg, tiden var inde til noget nyt, for selv om jeg sådan set ikke har haft noget at klage over, så blev hverdagen ren rutine til sidst. Altid de samme mennesker, den samme hal, de samme butikker, og selv om det giver en vis tryghed, så holder man jo også op med at udvikle sig på et tidspunkt, siger hun, mens vinden puster nogle af de lyse lokker ned i øjnene på hende. Blæsten er skarp på bænken ved havnefronten, men det ændrer ikke på, at ordene flyder i et roligt tempo og ender i et sikkert, men afslappet tonefald, som smitter. - I Aalborg er alt nyt for mig, så det stiller større krav til mig, her skal jeg bruge mere af mig selv, både på jobbet i klubben og når jeg har fri. Dermed flytter jeg mig også, og udvikler mig, siger hun. Drømmer om familie Billedet af en sportsstjerne, der lever og ånder for succes på banen, passer absolut ikke på Heidi Astrup. Hun sover udmærket om natten efter en tabt kamp, for hun har prøvet nok til at vide, at man ikke kan vinde hver gang. End ikke i sportens verden. -Jeg spiller håndbold, fordi jeg elsker spillet og fordi jeg er fascineret af, hvad man som hold kan udrette sammen, fortæller hun. Man er ikke i tvivl om, at hun mener det, når hun siger, at opmærksomheden og berømmelsen for hende er prisen på den sportslige succes – ikke belønningen. - Jeg nyder stadig at spille, men jeg glæder mig vildt til at kunne leve mit liv på en anden måde, når jeg ikke skal være aktiv længere. Jeg vil bruge mine aftener på venner og familie, få snakket med alle de mennesker, som jeg ikke rigtigt kan pleje ordentligt på grund af mit job som håndboldspiller, siger hun og får et drømmende udtryk i øjnene. Når harpiks og netmasker er fortid, vil Heidi Astrup vende tilbage til sit udgangspunkt og bruge sin uddannelse som kontorassistent. Inderst inde spirer drømmen om at få en lille familie at pusle om. - Jeg har altid sagt, at jeg vil have børn, når jeg stopper med håndbolden. To børn, kunne jeg godt tænke mig at få. Helst to drenge, siger hun. Men hun stopper sig selv midt i sætningen og rødmer lidt. - Nej, det kan man jo ikke selv bestemme, og jeg er sådan set ligeglad, om det bliver drenge eller piger. Jeg vil være glad, hvis bare jeg får børn, smiler hun. Allerede i dag har Heidi Astrup et barn tæt inde på livet. Ægtemanden Thomas Holme har datteren Emma på fire år med fra et tidligere forhold, og hun er weekendbarn i den nye bolig, en 160 kvadratmeters lejlighed i Nørresundby. - Når vi har besøg af hende, så er vi en rigtig lille familie, siger hun. Smilet i øjnene bliver bredere, når snakken falder på den fire-årige Emma, som bestemt ikke keder sig, når hun er på besøg i Nørresundby. - Jeg har jo lært hende at kende i den helt rigtige alder, der omkring tre-fire år er de altså sjove, og man kan begynde at foretage sig forskellige ting sammen med dem. I sommer har vi været meget ved stranden sammen med hende, og i det hele taget laver vi nogle hyggelige udflugter til forskellige steder, når hun er hos os, fortæller Heidi Astrup. Den diskrete leder På banen går Heidi Astrup forrest. Hun bærer gerne anførerbindet og sætter sig igennem med scoringer i afgørende øjeblikke, ligesom hun til træningen lader sit store talent og enorme rutine smitte af på de andre spillere. - Jeg er ikke leder på den måde, at jeg altid synes jeg har ret, og jeg tænker sådan set ikke så meget over, om jeg har et ansvar i forhold til at udvikle de unge spillere, siger hun. - Hvis jeg siger noget til en spiller under kamp eller træning, så er det fordi det falder mig naturligt. Det tager jeg, som det kommer, siger hun. Og selv om det kan virke tilfældigt at tage tingene, som de kommer uden at tænke videre over dem, så virker det som et gennemgående træk hos lederen Astrup, der ikke kan forklare, hvordan hun har opnået det kølige overblik. - Jeg kan være nervøs, men det er meget, meget sjældent, siger hun lidt genert. Den sidste kontrakt I sommer blev tilværelsen pakket i kasser og sendt til Aalborg, hvor Heidi Astrup har følt sig velkommen fra første dag. - Der er en del mennesker, der lige vinker eller hilser, når man møder dem, så jeg har virkelig fået et positivt indtryk af byen, siger hun og lader blikket vandre over på den anden side af fjorden, mod solsiden, der er den nye baghave. Professionelt venter store udfordringer i Aalborg DH, der skal debutere i bedste række med Heidi Astrup som en bærende profil. Men også dét pres tager hun oppefra og ned. - Om vi ender som nummer fire eller otte er sådan set ikke det vigtigste for mig. Det vigtige er, at vi udvikler os som hold og hele tiden bliver bedre sammen, mener hun. Ganske som en diskret og troværdig leder skal mene inden sæsonstart. Men det betyder ikke, at hun er uambitiøs på holdets vegne. - Jeg regner med at spille i to år mere, inden jeg bliver håndboldpensionist, så jeg vil selvfølgelig helst slutte godt, siger Heidi Astrup og rejser sig fra bænken på vej ud for at opfylde karrierens sidste professionelle håndboldkontrakt. På den anden side af den, venter drømmen om et helt almindeligt liv.