Heidis mand kan ikke udpege manglende tøj

Politiet har prøvet at rekonstruere, hvad der normalt sker omkring drabssted på en torsdag nat.

Heidis mand kan ikke udpege manglende tøj

Politiet ved formentlig, hvad den mand, der for en uge siden dræbte 41-årige Heidi Abildskov i Virum, havde på, da han kom. Han efterlod nemlig sit tøj. Imidlertid er det stadig uvist, hvad han havde på, da han forsvandt fra drabsstedet.

Efterforskerne håbede, at den dræbtes ægtemand kunne beskrive tøj, der var forsvundet fra hans garderobeskab, så man på den måde ville kunne offentliggøre billeder af drabsmandens formodede påklædning, da han forlod gerningsstedet.

Torsdag var ægtemanden i villaen sammen med politiet, men det kastede ikke nyt lys på sagen.

- Desværre kunne han ikke se, at der helt åbenlyst manglede beklædningsgenstande, siger Henning Svendsen, Nordsjællands Politi.

Politiet havde natten til fredag 13 mand ude i området omkring Frederiksdalsvej i Virum ved København, hvor den 41-årige kvinde blev dræbt af knivstik. Ved aktionen blev der dog ikke fundet afgørende nyt.

Betjentene standsede biler, fodgængere og cyklister og var også på S-togstationerne i området.

- På ugedagen for drabet var vi interesserede i, om nogen havde oplevet noget specielt, eller om de kunne fortælle os, hvad der normalt sker på Frederiksdalsvej en torsdag nat, siger Henning Svendsen.

Politiet har endnu ikke fået afgørende tip efter offentliggørelsen af billeder af en mørk dynejakke og et par grå joggingbukser med striber, som drabsmanden - formentlig en indbrudstyv - havde på, da han blev overrasket i villaen af Heidi Abildskov.

Det blodplettede tøj blev fundet bag i den dræbte kvindes bil, der holdt parkeret uden for huset. Her havde gerningsmanden i panik smækket tøjet inde sammen med en kasse med tyvekoster fra villaen.

Nordsjællands Politi får fredag svar på dna-undersøgelser, der vil vise, om gerningsmanden har efterladt en dna-profil, og om den matcher materiale i politiets dna-register.

Er der ikke noget match med dna-materiale herhjemme, vil dna-profilen blive rundsendt via Interpol, så andre europæiske landes politimyndigheder kan tjekke, om den passer noget i deres register.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.