Heilmann fortæller om en gigant i musikhistorien

BUNKEN Skagen Kirkes organist Ian Heilmann fortæller i forbindelse med kirkehøjskolen i Bunken om Johann Sebastians Bach"s "Matthæuspassion", som hører blandt musikkens største åbenbaringer, og om han så kun havde skrevet dette ene værk, var Bach blevet stående som en gigant i musikhistorien. Siden middelalderen har Jesu Kristi lidelseshistorie været gjort til genstand for musikalske fremstillinger af forskellig art, som er blevet opført i kirkerne i tiden op til påske, ikke mindst på Langfredag. Denne tradition kulminerer med Bachs storværk fra 1729, som er opbygget over teksten i Matthæus-evangeliets kapitel 26 og 27, som skildrer begivenhederne fra nadver-måltidet, over tilfangetagelsen, forhøret, korsfæstelsen og til gravlæggelsen. Udover evangelieteksten indgår friere poesi og salmevers. Alt dette er tonesat i det helt store format: det er musik for to orkestre, tre kor og diverse instrumental- og sangsolister og med en spilletid på næsten tre timer. Med en sand overdådighed af arier, recitativer, korsatser og salmevers skildres forventning, forræderi, fornægtelse, fortrydelse, forhør, fornedrelse, forladthed, fortabelse men også fortrøstning til slut. Man må ikke stå livet igennem uden at have stiftet bekendtskab med denne uforlignelige musikalske prædiken. Ian Heilmann, organist i Skagen kirke, er kendt som en levende fortæller og formidler af musikalske emner. Han vil skildre lidt af historien bag Bachs storværk og gennemgå udvalgte passager i musikken, med fokus på både detaljer og de store linier. I nd imellem skal vi selvfølgelig høre uddrag fra værket. En god forberedelse til den tilstundende påske.