Heilpraktiker har åbnet klinik Agersted

Heiko Nielsen er halvvejs gennem femte modul og har afsluttende eksamen 13. juni næste år.

Marianne D. Cornett
Heiko T. R. Nielsen har åbnet Arcanum Naturmedicinsk Klinik i Agersted - og du kan læse mere om has arbejde på www.arcanum-naturmedicinsk-klinik.dk. Privatfoto.
Sæby 15. november 2014 15:57

SÆBY: Heiko Nielsen er næsten færdig med at uddanne sig til heilpraktiker - en tre-årig uddannelse fordelt på seks moduler af seks måneders varighed.

Det er nu ikke hans eneste uddannelse. Faktisk har han arbejdet som politibetjent i en del år.

Men i forbindelse med en alvorlig sygdom i sin nærmeste familie, lavede han en del research indenfor det såkaldte ”alternative” område. Og her stødte han på uddannelsen som heilpraktiker.

Det gav ham lyst til at prøve noget helt nyt.

- Der er flere faktorer, der spiller ind for, at jeg nu har haft lyst til at skifte karriere. Jeg har altid haft interesse for naturen og det naturlige. Og efter en del år i politiet føler jeg tydeligt, at det er tid til nye udfordringer, fortæller Heiko T. R. Nielsen.

Han havde aldrig før haft særlig interesse for at uddanne sig til alternativ behandler.

- Men det var kun til jeg læste beskrivelsen af uddannelsen, der overordnet set er den praktiserende læges pendant indenfor alternativ behandling. Uddannelsen er meget professionel og dækker et stort område, så der er optimal mulighed for kontinuerlig udvikling. Og udvikling er et must for mig, derfor følte jeg, at det var det helt rigtige for mig, siger Heiko T. R. Nielsen.

En heilpraktiker er en tysk lægeeksamineret naturmediciner. I Tyskland er uddannelsen statsanerkendte og en del af den private sygesikring. I Danmark bliver heilpraktikere uddannet pa Heilpraktikerskolen, der har taget den tyske model til Danmark.

Heilpraktik har sin oprindelse i folkemedicinen og er regulationsterapi med naturlige metoder. Med andre ord: kroppens naturlige balance reguleres og genoprettes ved hjælp af midler, kroppen kender til. Derved er det muligt at behandle skånsomt og uden bivirkninger.

Uddannelsen omfatter også eksamen i anatomi, fysiologi og patologi (sygdomslære) samt klientpsykologi.

- Jeg er halvvejs gennem femte modul og har afsluttende eksamen 13. juni næste år. Og jeg har valgt at starte klinik allerede nu, fordi jeg mener, behovet er der og jeg brænder for at komme i gang med at bruge dét, jeg har lært i praksis. Jeg synes, der er mangel på behandlingstilbud i Danmark - ud over det offentlige sundhedsvæsen, hvilket også har været incitament til at starte min egen klinik, siger Heiko Nielsen.

Han er dog stadig ansat i politiet.

- Men jeg kan forhåbentlig snart skifte titel til selvstændig erhvervsdrivende, slutter han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...