Heine arrig og dybt skufffet
Allan Heine, cheftræner for Aalborg DH, var slemt skuffet over mange af sine spilleres tilgang til kampen mod Silkeborg-Voel i Thy Hallen i Thisted.

Stine Jørgensen & Co. kæmper desperat for klubbens overlevelse. Foto: Peter Mørk
Gæsterne vandt 22-19 efter et forspring på 11-7 ved pausen, og Aalborg DH havde på ingen måde leveret varen. - Første halvleg var rædselsfuld, og jeg er skuffet over mange af mine spilleres tilgang til så vigtig en kamp. Det var skidt, og selv om jeg gav dem en større opsang i pausen, så havde den kun begrænset effekt i en periode. Ved 14-14 faldt vi jo tilbage i den rille, vi havde spillet i forinden, sukkede Allan Heine kort efter strabadserne i Thy Hallen. Sølle 347 tilskuere havde foretrukket AHD mod Silkeborg-Voel frem for mændenes tv-transmitterede EM-semifinale mellem værtsnationen Serbien og Kroatien i det rene Balkan-bal i Beograd, og de 347 tilskuere må have ærgret sig bagefter. - Vi behøver slet ikke at snakke om slutspil. Med det her spil kommer vi ikke i nærheden af det slutspil, fortsatte Allan Heine, der heller ikke forventer at få den knæskadede playmaker Signe Sjølund klar til de kommende kampe mod KIF Vejen og Team Esbjerg..
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.