Heine: Rovdrift på ung spiller
Aalborg DH's cheftræner Allan Heine langer ud efter Signe Sjølund Pedersens tidligere klub

Signe Sjølund har vist sit potentiale i glimt for Aalborg DH, men talrige skader har hæmmet hende. Foto: Torben Hansen
Hun ligner en usleben diamant på en håndboldbane, men Aalborg DH har endnu ikke fået stortalentet, Signe Sjølund Pedersen, til at funkle optimalt endnu. Og forklaringen er ifølge cheftræneren i Aalborg DH i kvindernes HåndboldLiga krystalklar. - Hendes tidligere klub, Roskilde, behandlede hende skidt i hendes sidste periode i klubben. Vi modtog en spiller i en skidt og skadet forfatning. Hun kom til Aalborg DH med skader i begge knæ, og Signe Sjølund Pedersen havde forinden været meget, meget overbelastet, siger Allan Heine. Han skal i aften forsøge at samle Aalborg DH-tropperne op efter lussingen hjemme mod Viborg HK i det seneste Liga-opgør. Og troen på, at Signe Sjølund Pedersen kan spille ret meget mod Randers HK, er begrænset hos Allan Heine. - Et ord som rovdrift på en ung spiller er ikke helt forkert at hæfte på historien om Signe Sjølund Pedersens skifte fra Roskilde til Aalborg DH. Når advarselssignalerne er så klare, så skal man ikke bede en ung spiller på 18 år om at blive ved med at spille kampene trods det faktum, at man måske har skåret ned på træningsmængden. - Signe har jo endnu ikke tilnærmelsesvis kunnet spille for fuld kraft for os. Hun spiller maksimalt et kvarter i hver halvleg, men vi er på rette vej i genopbygningen af hende, siger Allan Heine.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.