EMNER

Hekse, sørøvere og prinsesser i Guds eget hjem

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

"Minnie Mouse" havde lidt svært ved at koncentrere sig om dukketeatret, men der var nu også mange flotte udklædte børn til at aflede hendes opmærksomhed. Foto: Bent Bach

SINDAL:Minnie Mouse var der. Og Robin Hood. Og en rocker. Og en masse feer, prinsesser og hekse. Selv heksene med vorter på deres næser er velkomne i en kirke - især når det er fastelavn. Søndag eftermiddag havde Sindal Bykirke og sognepræst Susanne Holst inviteret til børnevenlig fastelavnsgudstjeneste. Cirka 100 børn i alle aldre, forældre med flere havde taget imod tilbudet om en gudstjeneste på børnenes præmisser. En snes børn fra kirkens såkaldte "Fredagsklub" og "minikonfirmander" åbnede dagens seance med sangen "Han har hele verden i sin hule hånd", og senere lavede Susanne Holst dukketeater. Dukkerne Heino og Susanne snakkede om Gud. - Tænk, hvis man var klædt ud, så ingen kunne genkende én, sagde dukken Susanne og kiggede rundt på børnene. - Eller hvis man bliver væk i et stormagasin. Så bliver man godt nok bange, men børn, ved I, hvem der altid kan kende jer? fortsatte hun. - Gud, svarede spredte børnestemmer. Susanne Holst læste også op af takker og bønner, som "minikonfirmander" havde skrevet til Gud. Nogle takkede for deres venner, familie og for, at der var vand nok, så de ikke skulle tørste. Andre bad Gud om at stoppe drillerier og krige, og om at far og mor ikke skulle være sure. Eftermiddagen sluttede af hos FDF med tøndeslagning. Bagefter kunne Minnie Mouse, Robin Hood og alle de andre så sætte sig ind i varmen og nyde fastelavnsboller, sodavand og masser af karameller fra tønderne.