EMNER

Heksehyl klinger af i butikker

NORDJYLLAND:Slagtilbud på en kasse heksyl til få kroner er fortid. Regeringen er på vej med en handlingsplan, der strammer kraftigt op på reglerne om opbevaring og salg af fyrværkeri, og det levner ikke plads til meget af "junior-fyrværkeriet" i butikkerne. - Butikkerne må i fremtiden opbevare langt færre kilo, og de er ikke interesseret at bruge deres begrænsede kvote med billige heksehyl, som de ikke tjener noget på. I stedet tror jeg, at de vil satse på noget af det dyrere fyrværkeri, som de tjener mere på, siger direktør Lars Schou Hansen fra fyrværkerifabrikken L.C.H. Import ved Aalborg. Han er i store træk tilfreds med regeringens planlagte opstramninger omkring salg og opbevaring af fyrværkeri, men han frygter alligevel, at børn og unge fremover kommer til at skyde nytåret ind med kraftigere fyrværkeri. - Når der ikke længere er så mange heksehyl i butikkerne, tror jeg, at fædrene i stedet køber noget voksenfyrværkeri til børnene, og det var måske ikke lige meningen, siger Lars Schou Hansen, som også er helt sikker på, at prisen stiger. - I sidste ende er der jo kun kunderne til at betale for de skærpede krav, siger direktøren.