Journalistik

Heksejægerne lugter blod

Jeg sidder i mit køkken og hører radioavis. Den samme kære, trygge stemme, den troværdige stil og tone. Stemmen beretter om regeringens kommende pakke til børnefamilierne – og pludselig begynder et barn, en baby, at græde hjerteskærende i baggrunden. - Hvad pokker, tænker man uvilkårligt, har de ikke en ordning med barns første sygedag på radioavisen? Har den stakkels mand været nødt til at tage sit tydeligvis alt for lille barn med på job? Eller er han slet og ret gået ud i småbørnsforældrenes virkelighed for at lave sin oplæsning fra dér, hvor det sker? Nej, ingen af delene. Han og hans redigerende kollega har bare besluttet at ”illustrere” indslaget med et lydbillede, der får lytteren til at opleve indholdet som mere nærværende. Og hvad er mere pågående end barnegråd? Får man først øre for det, er det overalt. Jeg har hørt motorvejsstøj, knallertmotorer, håndværkeres hamren og banken, jetfly, køkkenlyde, brølende køer og grisehyl i min radioavis, alt sammen som baggrund for oplæseren. Det må man gerne. Men man må ikke klippe lyden af en eksplosion ind et par gange som baggrund til sin reportage fra et krigsområde. Så er det pludselig ikke længere en effektlyd, men en forfalskning. Jamen, er det ikke en forfalskning, når vore korrespondenter fra verdens hovedstæder rapporterer foran levende billeder af berømte bygninger, anbragt, så det ser ud som om de befinder sig på kanten af et højhustag i nærheden? Eller når oplæsere og interviewere herhjemmefra tilsyneladende sidder højt oppe i aftenluften, mens storbyens trafik afvikles i baggrunden? Jeppe Nybroe fra DR’s nyheder blev fyret forleden. Først var han blevet sendt hjem, så han kunne lære, at man ikke må sige, at man er på vej ud af Irak, når man i virkeligheden er på vej ind. Hans renfærdige, seriøse ny chef, Ulrik Haagerup, trak en streg i sandet (altså, billedligt talt, der var mig bekendt ikke noget sand at trække streger i, skal jeg skynde mig at understrege). DR’s journalistik må ikke kunne kritiseres for manipulation og da slet ikke for usandhed. Nu sad Jeppe så og skammede sig. Men imens havde kollegerne på Jyllands-Posten – Haagerups stormomsuste arbejdsplads indtil hans dramatiske exit for nogle år få siden - lugtet blod. Dem på Jyllands-Posten, altså, og igen kun billedligt talt. Håber jeg. Så de satte et privat såkaldt analyseinstitut (det kunne jeg for så vidt også kalde mig, jeg sidder faktisk og analyserer lige nu) – til at analysere Jeppes indslag med eksplosionerne i baggrunden. Og – yes! – det er den samme eksplosion! Frem med den anklagende pegefinger, i stilling med hele det fordømmende dokumentationsapparat, afsløring, dom og forargelse. Det smeltede den sidste is i DR-chefens mave (billedligt igen, forstås) – og Jeppe røg ud i den kolde sne. Om man så må sige. Det er en trist historie. Trist, at jobvilkårene er sådan i pressen, at medarbejderne kan føle, at de bliver drevet til alt for skarpe vinklinger, alt for forenklede udgaver – og måske endda til overdramatisering. Som når de bærer hjelm under optagelserne, eller når de bevidst stiller sig op foran en kampvogn for at lave deres stand-up. Eller når de, som TV2 News under urolighederne på Jagtvejen bliver ved og ved at klippe det samme super-tele-filmede gadebål, den samme politibil, de samme stenkastere ind i reportagen natten igennem, så seeren måtte tro, at der kæmpedes konstant i gaderne med kameraet som vidne. Men det interesserede ingen, slet ikke Jyllands-Posten, som heller ikke har haft det mindste imod, at vi forleden på TV2 igen og igen så det samme klip af tilsyneladende autonome, som skubbede indkøbsvogne ud på kørebanen som barrikade. Hvis man tog billeddækningen for pålydende, må der have stået adskillige hundrede indkøbsvogne i gaden. Men nej, det var bare en illustrativ gentagelse – og formentlig det eneste dramatiske billede, man havde fra demonstrationen. Og i øvrigt er Jyllands-Posten ikke på jagt efter TV2, og da slet ikke når det er unge og autonome, det går ud over. JP er på jagt efter DR, som de har været det siden engang i 70’erne. Det ved alle. Det er et ideologisk korstog fra en anden tid, som føres videre her, et bål holdt i live af sorte præstefætre og politiske heksejægere. Oftest med beskedent held, fordi DRs ledere har stået bag deres journalister og taget balladen internt. Sådan kunne det også have været klaret her: En indskærpelse af reglerne for god presseskik og så tilbage til arbejdet.