Heksen blev røget i stedet for brændt

EMNER 25. juni 2003 08:00
SLETTESTRAND: Det gamle fiskerhus ved Slettestrand gjorde gavn sankthansaften, da de mange tilskuere til aftenens bål måtte søge ly i det voldsomme regnvejr. Her blev kaffe og æbleskiver nydt, efter forstander Anders Moltsen, Vester Thorup Efterskole, havde holdt båltalen på stranden, hvor heksen ikke kunne brændes af, men nærmest røg og regnede væk. Man måtte simpelthen opgive at holde liv i bålet og fortrak derefter til tørvejret og den varme kaffe. Her blev også sunget og spillet løs af sommerens sange. I sin tale sagde Anders Moltsen blandt andet, at man kan spørge sig selv om, hvad det er for værdier man brænder af nu om dage. - Min iagttagelse er, at det er tiden, der i høj grad er offer i et tempobegærligt politisk klima, hvor kvalitet ogfordybelse får stadigt trangere kår, sagde han. - I min verden som efterskolemand lever vi i disse dage i en stadig frygt for, at en pludselig besparelse i finansloven kombineret med et støt stigende pres på uddannelsesinstitutionerne skal true vores eksistensgrundlag. Moltsen talte også om de grænseløse valgmuligheder, der er for unge nu til dags, og hvor svært det kan være at finde vej i dette virvar af tilbud. - For overhovedet at udnytte de mange muligheder skal man som ung have styrke, selvværd og opbakning, og god tid til projektet. Og dem der ikke har det, risikerer at leve som forvirrede flygtninge i vores egen globale landsby eller blive brændt af et samfund, der kræver kompetence og målrettethed, her og nu, sagde Anders Moltsen. - Det synes jeg er farligt. Farligt for de unge, farligt for vores samfund og for fremtiden. ms
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...