Heksen må vente med at flyve til Bloksbjerg

Bog om heks fra Vendsyssel kan ikke blive trykt

Kunst 26. juni 2003 08:00

FREDERIKSHAVN: Bogen "Hosemette - en heks fra Vendsyssel", om kvinden fra Jerup, der i 1624 blev dømt som heks og brændt på bålet i Mosbjerg, bliver måske aldrig publiceret. Bangsbo Museum har nu haft tekst og tegninger til bogen liggende i mere end et halvt år, men der er ikke penge til at få materialet trykt. Egentlig drejer det sig om to bøger, nemlig børnebogen "Hosemette... " samt en kildeudgivelse af videnskabeligt tilsnit om hekseprocesserne i Vendsyssel i 1588-1648 - som rent historisk betegner de store hekseprocessers tid i Danmark - en tid, der bl.a. også kendetegnes ved Chr. 4.'s regeringstid. - Vi har søgt 20-25 fonde og sponsorater, siden bogen blev færdig til at gå i trykken, men hver eneste gang er det kun blevet til et pænt afslag. Jeg vidste godt på forhånd, at det kunne blive noget vanskeligt at få en bog trykt, men da selve billedbogen er for børn, havde jeg håbet på, at den kunne fungere som lokomotiv for begge udgivelser, siger museumsinspektør Hans Munk Pedersen. Der er budgetteret med, at udgivelsen koster 230.000 kr. og med 500 eksemplarer af børnebogen og ditto af kildeudgivelsen. Børnebogen er foreløbig sat til en pris af 125 kr. med moms - hvis den da bliver udgivet, mens Munk endnu ikke kan sætte tal på kildeudgivelsen. - Men det er jo en særlig skam, hvis "kildeskriftet" ikke kan blive publiceret. Det er jo et enestående dokument - det første videnskabelige skrift af sin art, hvad angår hekseprocesserne i Nordjylland. Men det er ikke bare en kæmpeskam at så spændende materiale måske ikke kommer ud til publikum, det er lige så skammeligt for historiker Wisja Andersen og grafiker Margrethe Petrine Jensen, der har lagt hjerteblod i arbejdet. Vi andre er mere garvede i kunsten med at møde afslag med åben pande, siger Hans Munk Pedersen. Han mener at besværlighederne med at få museets seneste arbejder publiceret er tidstypisk. - Generelt er der ikke gode vilkår for at få videnskabelige bøger på gaden - tiden er mere til at give økonomisk support til actionprægede arrangementer, farvestrålende udstillinger og storstilede happenings - og det er en stor skam for eftertiden. Den slags er trods alt kun døgnfluer - mens det skrevne ord bevares for eftertiden. Og det gør ikke museernes videnskabelige arbejde lettere, siger Munk Pedersen. Han har dog en foreløbig plan. - En gang i efteråret sammenkalder jeg bogens arbejdsteam, og så vil vi forsøge, om vi kan finde penge til at udgive bogen og skriftet for egne penge. Det kan jo være at Bangsbo Museet får en fantastisk givtig sommersæson - hvem, ved. Men foreløbig er udsigterne ikke lyse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...