Hektiske uger for teaterkreds

Mariagerfjord Teaterkreds fejrer jubilæum med maner

En scene fra forestillingen ”The Einstein of sex”, som 26. september kan opleves som gæstespil på Hobro Theater. PR-foto
Mariagerfjord 9. september 2016 13:30

MARIAGERFJORD: Gæsteforestilling fra Det Kongelige Teater på Hobro Theater 13. september. 50 års-jubilæumsreception i Kunstetagerne i Hobro 14. september. One man-show med skuespiller Finn Nielsen i Arden Kulturhus 15. september, og operetteforestilling i Hadsund Kulturcenter 17. september.

Den jubilerende teaterkreds i Mariagerfjord hviler så sandelig ikke på laurbærrene i jubilæumsåret.

Og teateraktiviteterne er langt fra kun koncentreret til selve jubilæumsugen.

Allerede 26. september kan teaterkredsen påny byde på gæstespil på Hobro Theater i form at musikteaterforestillingen "The Einstein of sex".

Forestillingen er produceret af Livingstones Kabinet og høstede mange kritikerroser ved premieren i 2015.

Forestillingen er et stykke doku-musikteater om homoseksualitetens historie og tager afsæt i den ukuelige tyske forfatter og seksualforsker Magnus Hirschfeld, som grundlagde verdens første sexologiske institut i Berlin.

Forestillingen tæller i alt syv medvirkende, og instruktør og komponist Pete Livingstone akkompagnerer selv på klaveret sine performere i et mix af talekor, spillescener og flerstemmige sange.

Billetter til forestillingen kan købes online eller på kommunens biblioteker.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...