Hel afdeling siger op i protest

31 medarbejdere hos Agri Nord i Aars har indgivet deres opsigelse

Erik Lydiksen: - Vi har været i dialog med de enkelte medarbejdere, men det har desværre ikke ændret på status.Arkivfoto

Erik Lydiksen: - Vi har været i dialog med de enkelte medarbejdere, men det har desværre ikke ændret på status.Arkivfoto

AARS:I protest mod afskedigelse af to teamledere har 31 medarbejdere i økonomiafdelingen hos Agri Nord i Aars indgivet deres opsigelse.

Det beklager ledelsen, fastslår administrerende direktør Erik Lydiksen i en pressemeddelelse:

- Det er en alvorlig sag for Agri Nord og vores kunder. Men vi har fået styr på situationen og har fuldt fokus på at finde de rette løsninger for vores kunder og for Agri Nord, siger Erik Lydiksen.

Skærpet konkurrence

Baggrunden for sagen er ikke mindst, at konkurrencen i landbrugsrådgivningen er i løbet af de seneste år blevet kraftigt skærpet.

- Derfor har vi i ledelsen haft stort fokus på at have den optimale organisation og har i 2013 blandt andet arbejdet på at finde det rette antal ledere i vores organisation.

- Vi har besluttet at fortsætte med afdelinger i tre byer, Aalborg, Hobro og Aars. I den forbindelse har vi besluttet, at vi trods den decentrale struktur vil have det antal ledere, som ville være nødvendigt, hvis vi var samlet i ét hus. Det har betydet nedlæggelse af to teamlederstillinger.

Tager hånd om kunder

- De to teamledere blev afskediget 20. september, og vi har siden afholdt møder med de berørte afdelinger. Her har medarbejderne i Aars udtrykt deres uenighed med denne beslutning. Det har nu resulteret i, at hovedparten af afdelingens medarbejdere, i alt 31, har opsagt deres stilling pr. 31. oktober, oplyser Erik Lydiksen.

Han fortæller, at man har været i dialog med de enkelte medarbejdere, men at det desværre ikke har ændret på status:

- Vi gør alt, hvad vi kan for at tage hånd om kunderne og deres behov, siger Erik Lydiksen og understreger, at de kunder og medlemmer som bliver berørt, vil få en ny konsulent og assistent tilknyttet.

Rettidig omhu

Formanden for Agri Nords bestyrelse, Carl Chr. Pedersen, beklager også situationen og de problemer det måtte give for de berørte medlemmer og kunder.

- Det har været nødvendigt at gennemføre tilpasninger i medarbejderstaben, og her har ledelsen udvist den fornødne ansvarlighed og rettidig omhu ved opsigelse af medarbejdere - både ledere og menige medarbejdere. En beslutning som formandskabet bakker 100 procent op om, fastslår Carl Chr. Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.