Børnepasning

Hel børnehave vaccineres

Smitte lukker dog ikke institution i Støvring

STØVRING:Samtlige 40 børn og de ansatte i børnehaven Doktorvænget i Støvring er blevet tilbudt vaccination mod leverbetændelse, type B. Det bekræfter forvaltningschef Per Larsen, Støvring, efter embedslæge Henrik Bøggild torsdag aften orienterede forældrene om farerne ved den smitsomme sygdom, der i sidste uge blev konstateret hos et af børnene i børnehaven. - Der er ingen grund til at holde børnene hjemme fra børnehaven eller tilbyde vaccination af skolesøgende søskende, forklarer Per larsen efter embedslægens besøg. Man har overvejet i Sundhedsstyrelsen at tilbyde vaccination sammen med den frivillige vaccination mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, men leverbetændelse smitter kun gennem blodet. Det vil sige, at der skal være et åbent sår for at smittet kan gå videre fra person til person. Smitterisikoen er så uendelig lille, kunne embedslægen fortælle personalet og forældrene i Doktorvænget, og det er kun fordi der blev konstateret to tilfælde i daginstitutioner i 1990'erne, hvor børn smittede voksne, at det offentlige beredskab træder til med tilbud om vaccination, fastslår Per Larsen efter orienteringen torsdag aften. Forældrene har foruden orienteringen fra embedslægen og tilbud om vaccination fået udleveret Sundhedsstyrelsens oplysende pjece om smitsom leverbetændelse. Styrelsen regner med, at mellem 10.000 og 15.000 personer er smittet med leverbetændelse, og således er raske smittebærere. Hvert år konstateres mellem tre og fem tilfælde blandt børn. Identiteten på det smittede barn er beskyttet af tavshedspligten. Familien er ramt nok, som det er, konstaterer embedslæge Henrik Bøggild.