EMNER

Helårs skicenter i Frederikshavn fik "ja" fra amtet

FREDERIKSHAVN:- Det er et afgørende skridt. Nu er plangrundlaget i orden for at etablere et skicenter, så er det op til de private investorer at komme med pengene. Så det er rigtig godt, siger Frederikshavns borgmester, Erik Sørensen (S), om beslutningen fra amtets udvalg for teknik og miljø om at sige ja til planerne om et stort helårs skicenter i bakkerne lige uden for Frederikshavn. Flere udvalgsmedlemmer havde ellers udstrykt en ret voldsom skepsis over for projektet inden de behandlede sagen, og det havde givet beboerne i området håb om, at svaret ville blive et nej. Men udvalget valgte at overhøre indsigelserne samt egen tvivl og godkende projektet, med vægt på, at det er et enigt byråd, der har fremsendt det - samt det faktum, at det (forhåbentlig) kan trække arbejdspladser til en hårdt ramt by. Beboerne i området bebuder nu et sagsanlæg mod kommunen. Baggrunden for dét er, at grundene for få år siden blev solgt som "naturskønt beliggende" - lige indtil nu, hvor nærmeste nabo altså bliver et skicenter, der efter planerne skal tiltrække cirka 175.000 gæster om året.