Velgørenhed

Helårscampisterne kan slappe af

Myndighederne bag løsningen i Rebild lægger ikke større vægt på det frivillige arbejde

REBILD:Helårscampisterne i Rebild behøver kommer næppe til at arbejde voldsomt meget for at bidrage til løsningen af deres boligproblem. Som beskrevet i NORDJYSKE i går, er Skørping Kommune sammen med Socialministeriet på vej til at lovliggøre forholdene for seks-otte mennesker, der bor på pladsen hele året i strid med reglerne, som forbyder helårsbeboelse på campingpladser. Løsningen indebærer blandt andet, at beboerne skal "organisere og levere frivilligt arbejde i lokalområdet". - Jeg ved ikke rigtig, hvad det betyder, og jeg ved heller ikke, hvordan det skal gå med det. Selv har jeg papir på, at jeg er 100 procent uarbejdsdygtig, og vi er i alt tre, der er på invalidepension, mens resten går på arbejde, fortæller beboernes talsmand, Elo Tinning, som tilføjer: - Men vi er da til at tale med. Løsningen, der nu tegner sig, forudsætter, at beboerne danner en forening med "frivillighedsformidling" som formål. Kontorchef Peter Juul fra Socialministeriets kontor for udsatte gruppe, der har været chefkok på løsningen, forklarer, at hensigten er at få lovliggjort forholdene og se, om ikke beboerne kan være med til at gøre noget samfundsnyttigt. - Det kan være alt lige fra at holde øje med, at der ikke bliver begået indbrud, til at lufte hund. Sammenfattende kan man kalde det vennetjenester, forklarer Peter Juul, som oplyser, at der findes mange "frivillighedsformidlinger" i Danmark. - Der er vel 50-100 stykker, som spænder fra noget nær moderne vikarformidlingsbureauer til de mere hutlede af slagsen, siger han. Han mener ikke, man skal hænge sig for meget i indholdet, som fastliggerne i øvrigt selv får indflydelse på, men i stedet glæde sig over, at der altså er fundet, hvad han beskriver som en pragmatisk løsning. - Jeg synes ikke, man skal rode for meget rundt i det, når den sunde fornuft nu har sejret, siger han og erklærer sig som en varm tilhænger af pragmatiske løsninger. Miljøminister viste vejen Netop en pragmatisk løsning har været efterlyst af mange politikere, der har interesseret sig for problemet i Rebild, og en af dem, folketingsmedlem Arne Toft, åbnede med et spørgsmål til miljøminister Hans Christian Schmidt døren for en sådan. I sit svar gav miljøministeren nemlig inspiration til den nu fundne løsning: "Hvis helårsbeboelse skal muliggøres i den konkrete sag, er det en forudsætning, at boligerne udskilles fra campingpladsen, og dermed fra campingreglementet. Det kan f.eks. ske ved, at kommunen udarbejder en lokalplan." Det er netop, hvad Skørping Kommune er i gang med, og også dér udtrykker borgmester Børge Olsen (S) tilfredshed. - Jeg har hele tiden sagt, at kan det gøres lovligt, så er det helt fint med mig, siger han. Netop lovliggørelsen har haft første prioritet hos borgmesteren, som ikke lægger større vægt på indholdet i den såkaldte frivillighedsformidling. - Hovedformålet er at få lovliggjort forholdene for de folk derude, slår han fast. Det er i øvrigt tvivlsomt, om løsningen kan anvendes andre steder, hvor folk har helårsadresse på campingpladser. - Det er jo i hvert fald en forudsætning, at campingpladsejeren er villig til, som i Rebild, at afgive erhvervsretten til en del af sit område. Det synes jeg i øvrigt er utroligt flot af ejerne i Rebild, siger kontorchef Peter Juul.