Helbreder med hypnose

Myter og fordomme skræmmer mange fra at bruge hypnose, som ellers er et effektivt redskab til at kurere angst, depressioner og fobier

Alternativ behandling 1. februar 2005 05:00

Når jeg knipser med fingrene, er du en høne. De fleste kan se det for sig. En sagesløs person står på en scene foran et jublende publikum, mens en tryllebindende hypnotisør får personen til at udføre den ene underlige handling efter den anden. Anne-Marie Harnum er hypnotisør. Men hun kunne aldrig finde på at bede nogen forestille sig være en høne. Tværtimod. Som formand for Dansk Selskab for Klinisk Hypnose er hun dødtræt af de mange hypnotisører, der med shows og overfladiske behandlinger fastholder folk i de fordomme og myter, der florerer om hypnose. Anne-Marie Harnum står i spidsen for en ny dansk et-årig diplom-uddannelse i hypnose, hvor det første hold er halvvejs igennem. Uddannelsen retter sig kun mod læger, tandlæger og psykologer, for selskabet mener, det kræver en faglig ballast at bruge hypnose rigtigt. Målbare resultater Mens det er umuligt at forklare, præcis hvordan og hvorfor hypnose virker, er resultaterne af det til gengæld ganske målbare. Eksamensangst, flyskræk og rygning er klassiske eksempler på, hvad hypnose kan kurere, men der findes også masser af eksempler på fysiske symptomer, hvor hypnose har en gavnlig virkning. For eksempel udslæt og brandsår. - Udslæt kan kureres ved, at du forestiller dig, at du gør det sted, hvor du har udslæt, varmt. Den samme teknik kan bruges til at holde brandsår kølige, og resultaterne er fuldstændigt målbare. Et eller andet gør, at det fungerer, men vi kan ikke give en fyldestgørende forklaring, for vi ved simpelthen ikke nok om, hvad der foregår i hjernen. Men det er samme mekanisme, som får dine tænder til at løbe i vand, hvis du tænker på din livret, siger Anne-Marie Harnum. Et andet praktisk problem, som der er gode erfaringer med at kurere med hypnose, er børn, der tisser i sengen. Når man fortæller dem, hvordan blæren virker, mens de er under hypnose, kan de lære at styre den. Hvis man fortæller de samme ting under en almindelig samtale, har det derimod ingen effekt. - Hypnose er en fokuseringsteknik, hvor du bliver mere konkret tænkende. Du bliver ikke forstyrret af larm fra gaden eller nogen, der går forbi ude på gangen. Patienten skal kun forholde sig til sig selv og ikke til alt det, der ellers foregår under en almindelig samtale. De kan fokusere direkte på problemet, siger hun, og giver måske dermed en del af forklaringen på, hvorfor vi i den dagdrømme-agtige tilstand som hypnose er, kan påvirke kroppen på en helt anden måde, end vi er vant til. Frokost med fjenden Selv er Anne-Marie Harnum uddannet psykolog, og gennem de sidste 12 år har hun brugt hypnose som et dagligt redskab. Mange af hendes patienter kommer for at blive behandlet for fobier, angst eller depressioner. Eksamensangst er et helt konkret eksempel, som Anne-Marie Harnum har haft stor succes med at behandle. Her bruger hun en fast teknik, hvor patienterne skal forestille sig, at de har inviteret lærere og censorer til en overdådig frokost. I stedet for at sidde ved det grønne bord og svede, nyder de nu udsøgte vine i hinandens behagelige selskab. - Det svarer til et symbolsk autoritetsopgør, hvor jeg arbejder med folks autoritetsskræk. Det er som at sige til dem, at de ikke er bange. Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor det virker, men jeg har haft 70 patienter igennem det forløb, og der er kun én, som ikke blev kureret, og det var fordi hun havde andre problemer, som vi så klarede med en anden behandling, fortæller Anne-Marie Harnum. Skræddersyet behandling Kun i yderst sjældne tilfælde vil Anne-Marie Harnum hypnotisere en patient under det første besøg. Inden behandlingen begynder, vil hun vide præcis, hvilke problemer der skal fokuseres på, så behandlingen kan tilpasses det konkrete problem. - Når man bruger hypnose på en måde, som er skræddersyet til folk, så oplever de fleste det som en utroligt behagelig måde at være sammen med sig selv på. Specielt hvis man er deprimeret, er det en rigtig god oplevelse, siger hun. Netop den individuelle tilpasning af hypnosen, mener hun, er forskellen på dem, der med udgangspunkt i en faglig ballast bruger hypnose som et redskab, og dem, der bare kalder sig hypnotisører og lover, at de kan kurere hvad som helst med en enkelt behandling. - Deres måde at bruge det på er overfladisk, og effekten af det er også overfladisk. Hvis det var nok at sige abrakadabra og lave om på folks liv og selvværd, så ville vi jo alle sammen gå rundt og være lykkelige, siger Anne-Marie Harnum.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...