Helbredet sætter kampagne på standby

Bendt Bendtsen (K) har suspenderet sin valgkamp efter ildebefindende. Pressens skyld, lyder det fra den konservative folketingsgruppe

En klækkelig bøde er på vej til Bendt Bendtsen for overtrædelse af jagtloven. Scanpix

En klækkelig bøde er på vej til Bendt Bendtsen for overtrædelse af jagtloven. Scanpix

KØBENHAVN:Så blev det tilsyneladende for meget for den konservative spidskandidat til Europa-Parlamentet, Bendt Bendtsen, der i ugevis har været i mediemøllen for at have taget mod alt fra jagturer til feriebiler i sin ministertid. Midt under et gruppemøde på Christiansborg, blev han ifølge kilder bleg og rejste sig op med et: "Jeg har det ikke så godt. Jeg bliver nødt til at gå." Partifællen Mike Legarth var hurtig til at gå med, og sammen med to medarbejdere fra pressetjeneste fik de ringet efter en ambulance, som kørte Bendt Bendtsen til Rigshospitalet til et tjek. Selvom Bendt Bendtsen selv kunne klare turen fra 2. sal og ned til ambulancen, så skal han nu tage det roligt et stykke tid. - Nu er planen den, at Bendt skal have lidt ro, og så kigger vi på kampagnen efter påske. Men det bliver nok ikke en tur rundt i Europa, siger Bendt Bendtsens fynske kampagneleder. Der var ellers lagt op til den store motorcykeltur rundt i Europa med start på mandag. Det blev dog aflyst allerede mandag, og med Bendtsens ildebefindende er der ikke udsigt til, at der bliver nogen motorcykeltur i det hele taget. - Der er også et sikkerhedsmæssigt aspekt både for ham selv, men også for hans medtrafikanter, som Lars Havelund siger. Pressens skyld I den konservative folketingsgruppe var der først og fremmest vrede mod pressen efter gruppemødet. - Det er pressen, når den er værst. Den vinkel, de lægger, er helt forfejlet, siger folketingsmedlem Knud Kristensen. Politisk ordfører Henriette Kjær ville derimod ikke sige meget om episoden. - Jeg synes, pressen skal lade Bendtsen være i fred, lød det blot. Ifølge Lars Havelund har de mange historier påvirket Bendt Bendtsen. - Det stresser da, at man dag efter dag skal lægge navn til ting, der er en gradbøjning af sandheden, siger han. Han afviser dog, at der er tale om, at Bendt Bendtsen på nogen måder er for syg til at stille op til Europa-Parlamentet. - Nu skal vi ikke overdramatisere det her. Bendt har flere gange før været på hospitalet og fået sit hjerte tjekket - også mens han har været minister. Han lagde heller ikke skjul på, at han tænkte på sit helbred, da han sagde stop som minister, så der er ikke noget nyt i forhold til Europa-Parlamentet, for selvom det er et hårdt job, så er det trods alt ikke det samme som at være vicestatsminister, siger Lars Havelund. Bendt Bendtsen, som er 55 år, lider af hjerteflimmer, som giver uregelmæssige hjerterytmer. En sygdom, som han blev opereret for i 2002. Bendt Bendtsen kunne i aftes igen forlade Rigshospitalet.