Held i uheld ved brand i staldbygning
Var brandvæsnet ankommet 10 minutter senere var det gået galt

Arkivfoto Foto: Torben Hansen
HADSUND:En yderst hurtig indsats af brandvæsnet i Hadsund betød, at det blev held i uheld for ejerne af en staldbygning på Søndermarksvej ved Norup syd for Hadsund, da bygningen brød i brand torsdag.
Brandvæsnet er ret sikker på brandårsagen.
Et fyr var tømt for aske, som var samlet i en askespand.
Heste var på marken
Der var dog ikke låg på, og da det senere begyndte at blæse op, blev en glød formentlig blæst ud i den halm, som var spredt ud i hestestalden.
Heldigvis gik hestene på marken.
Ilden bredte sig til halmballerne på staldens førstesal, men branden fik også sikringer i el-skabet til springe.
Tæt på at være gået helt galt
Det betød, at kogeplader i stuehuset pludselig gik ud, og derfor gik den kvindelige beboer ud og opdagede røg fra branden og ringede straks 1-1-2 klokken 12.33.
Brandfolkenes hurtige indsats betød, at ilden var slukket to timer efter alarmen.
- Hvis vi var blevet alarmeret senere og nået frem blot 10 minutter senere, så var det gået meget værre. Så ville hele staldbygningen have været overtændt, siger indsatsleder og beredskabschef Johannes Iversen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.