Held og hårdt arbejde

Det kører for kommunens nye kørelærer

Susie Skov
Danny Larsen har etableret sig som kørelærer i Frederikshavn. Forinden da skulle der både held og masser af forberedelse til.Foto: Carl Th. Poulsen
Frederikshavn 1. oktober 2010 12:22

Heldet tilsmiler den, som har forberedt sig”. Sådan lyder ordsproget af Louis Pasteur. Ordene passer rigtigt godt på Danny Larsen fra Frederikshavn. - Jeg er heldig, for det var Frederikshavn Kommune, der gav mig mulighed for at uddanne mig, fortæller Danny Larsen. Han er ny kørelærer i Frederikshavn. Og havde det ikke været for den forberedelse og målrettethed, han har lagt an, ville han nok ikke have fået uddannelsen, der blev afsluttet 7. juni. For hvor det normalt tager op til halvandet år at gennemføre uddannelsen, klarede han det på et halvt år. - Efter uddannelsen ventede jeg på min licens. Den kom med posten 18. juni, efter jeg havde kørt rundt efter postbuddet for at få fat i den. Kl. 12 kørte jeg direkte op på Borgerservice med den, og kl. 13 samme dag havde jeg min første elev, husker han. Men inden han fik sin uddannelse til kørelærer, måtte han igennem en ledighedsperiode, som blev brugt på - ja, på at forberede sig og finde ud af, hvad han ville. Danny Larsen er 37 år, gift og far til to drenge. Han er født og opvokset i Frederikshavn, og har erhvervsmæssigt primært beskæftiget sig som sælger, blandt andet for Coca Cola og det tidligere Nordjyske Mælkeforsyning. I 2007 blev han tagdækker hos Icopal. - Det var jeg rigtig glad for, men tagdækkerbranchen blev hårdt ramt af krisen. Det betød, at jeg ikke havde arbejde alle dage om ugen, og fik supplerende dagpenge, men stod registreret som ledig, fortæller han. Den status indlemmede ham i gruppen, der skal søge jobs eller tage uddannelse. Han overvejede SOSU-uddannelsen, men kom så på ideen om at tage uddannelsen til kørelærer. Det er en uddannelse, der koster 80.000 kr. - Jeg kunne dokumentere, at jeg har kørt rundt efter jobs, og jeg har taget alle de kurser, jeg skulle. Jeg tror, det er derfor, jeg fik lov, mener Danny Larsen. Så der skulle forberedelse til. Og efterfølgende fulgte næsten 14-timers læsning i døgnet. - På mit hold startede vi 20, men kun 4 bestod. Nogle var uheldige, mens andre ikke lagde det arbejde i det, som de skulle. Da jeg bestod, følte jeg mig som verdensmester, fortæller han med et stort smil. Danny Larsens kone er ansat ved Frederikshavn Politi, og her hørte hun en dag, at Jens Peders Køreskole søgte en partner. Hun lod et ord falde, og Jens Peder Jensen kontaktede Danny Larsen. - Vi snakkede og fandt ud at, at vi passer godt sammen, siger Danny Larsen. I praksis deler de to lokaler og teorihold. De har hver sin forretning, men samarbejder. - Jeg har været heldig, at tingene har flasket sig. Det er helt fantastisk, tilføjer han. - Jeg kan mærke, at eleverne er glade for, at der er kommet en yngre kørelærer. Og så har jeg generelt oplevet, at de andre kørelærere i Frederikshavn er flinke og samarbejdsvillige. De ser mig ikke som en konkurrent, fortæller Danny Larsen. Kalenderen er fyldt godt op med både egne elever og dem, han hjælper Jens Peder Jensen med. - Jeg har mere end rigeligt at lave, men jeg ser frem til ferien, tilføjer Danny Larsen. Og det er vist velfortjent efter så lang en periode med forberedelse til ønskepositionen som selvstændig kørelærer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...