Heldagsskolen er endnu uden fast adresse

Forvaltningen arbejder intenst på en hurtig løsning

Skolevæsen 2. marts 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: De omkring 20 børn, der er henvist til Heldagsskolen i Frederikshavn, ved endnu ikke hvor, de skal gå i skole i det nye skoleår. Placeringen af skolen er nemlig langt fra fastlagt. Men et er sikkert: 1. oktober skal skolen flytte fra den nuværende adresse i den tidligere flygtningeby på Niels Bohrsvej. Så der skal arbejdes hurtigt for at finde en løsning. - Vi holder dagligt møder om Heldagsskolen, og det er bestemt ikke en let opgave, siger skolechef Ruth Andersen fra kommunens børne- og kulturforvaltning. Hun understreger, at forvaltningen ikke har lukket af for nogen muligheder endnu, men i øjeblikket arbejdes der på en plan, der hedder en placering i forbindelse med Henrik Rungsvej. - Og det gør vi, fordi det er den bedste placering, siger Ruth Andersen. Det hænger blandt andet sammen med, at grunden i forvejen er ejet af kommunen og ligger godt i forhold til, at Heldagsskolen skal benytte Hånbækskolens faglokaler og andre faciliteter. - Vi har i kommunen jo ikke så mange penge, så jeg kan ikke forestille mig, at det vil komme på tale at skulle ud og købe grund til Heldagsskolen, hvilket ville blive tilfældet, hvis vi talte om at flytte planerne om placeringen om på den anden side af Hånbækskolen, siger Ruth Andersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...