Heldagsskolen i flygtningecenter

Heldagsskolen i Valsgaard må snart ændre navn til Heldagsskolen i Arden

Skolevæsen 13. december 2002 07:00

VALSGAARD/ARDEN: Heldagsskolen i Valsgaard rykker snart teltpælene op og flytter fra den gamle lærerbolig i Valsgaard til det gamle flygtningecenter i Arden. Det var planen, at det skulle ske allerede fra 15. december, men den tidsplan er blevet udskudt. - Vi flytter så hurtigt som muligt, men det er ude af mine hænder. Der er nogle småting, der skal på plads, forklarer Michael Michelsen, leder af Heldagsskolen. Han er glad for, at heldagsskolen nu flytter til andre og ikke mindst større lokaler end de nuværende. - Den gamle lærerbolig blev jo fra starten betegnet som midlertidig, og her er for småt, til de 11 elever, vi har. De nye bygninger er væsentligt større, og det betyder, at vi kan give bedre undervisning til børnene, uddyber Michael Michelsen. Og størrelsen har en betydning. Selvom lederen af Heldagsskolen understreger, at det går rigtigt godt, så er der også nogle ting, der ikke fungerer i den nuværende bygning. - Vi har et godt personale, men for eksempel stresstærsklen er ikke så høj. Hvis der er en konflikt med et barn i et rum, så kan det høres over det hele, og det gør, at det hele let kan blive meget stresset, siger Michael Michelsen. I den gamle lærerbolig er den eneste mulighed at gå udenfor med barnet, der er blevet ked af eller sur over et eller andet. En kold fornøjelse i denne tid. - I det nye hus kan man ikke høre det, hvis et barn råber i den anden klasse. Desuden er der ekstra rum, hvor man kan gå ind med barnet. Det er lettere for personalet, og det er også noget, børnene kan og skal mærke, lyder det fra lederen af skolen. Savnet Der er mange fordele ved at komme til andre lokaler. Men selvfølgelig er der også ting, der vil blive savnet ved Valsgaard. - Vi er glade for at ligge tæt på Valsgaard Skole, hvor vi tit låner lokaler til for eksempel hjemkundskab. Afstanden til Arden Skole, samt det, at der er mange elever, gør nok, at vi kommer til bruge Arden Skole i begrænset omfang. Der bliver flere aktiviteter indenfor rammerne af vores bygning, pointerer Michael Michelsen. Og så er der jo lige det med navnet. For det er forvirrende at hedde Heldagsskolen i Valsgaard, hvis skolen ligger i Arden. - Navnet må nok ændres til Heldagsskolen i Arden. Vi har tidligere prøvet at finde et andet navn, men det er ikke lykkedes. Så vi kalder os stadigvæk for Heldagsskolen, smågriner Michael Michelsen. Lærerbolig til salg Hvad der skal ske med den tidligere lærerbolig i Valsgaard, efter, at Heldagsskolen flytter ud, er endnu ikke helt afklaret. Arden Kommune har sat huset til salg, og købtilbud skal være afleveret til kommunen inden 19. december. Men da kommunen ud over at forholde sig ret til at vælge frit mellem indkomne tilbud, også har givet sig selv mulighed for at forkaste alle tilbuddene, er det altså endnu ikke afgjort. Og på byrådsmødet for nyligt var der da også debat om, hvad huset skal bruges til. - Idrætsforeningen og Valsgaard Skole bruger også stedet. Det var måske en ide, at huset kunne bruges til de ældre eller til dagplejemødrene, anførte viceborgmester Ib Henriksen (UP). Elav Pinstrup (V), der er formand for udvalget for teknik og miljø, mente, at huset skulle sættes til salg, og så kunne man se, hvor meget det kunne indbringe. Det forslag blev støttet af Paul Christian Arnbak (S), formand for børne- og kulturudvalget. - Hvis Valsgaard har interesse i huset, kan idrætsforeningen eventuelt melde sig som køber. Der er budgetteret med pengene fra et salg, og jeg synes, det vil være bedst, hvis en gruppe ildsjæle melder sig på scenen, sagde Paul Christian Arnbak. Konklusionen blev, at huset er sat til salg, og så må man forholde sig til tilbuddene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...