EMNER

Heldagstur med besøg i tre smukke haver

FJERRITSLEV:Lørdag 12. juli har alle interesserede mulighed for at komme med Hjortdal-Fjerritslev Havekreds på heldagstur. Turen går til Ringkøbing-egnen, hvor tre haver besøges. Deltagerne mødes på p-pladsen ved Fjerritslev Kirke og kører sammen i bus. Undervejs gøres der holdt på en rasteplads, hvor der spises rundstykker og drikkes kaffe. Første have ligger i Spjald og er på 7.000 kvadratmeter. Det er en forholdsvis ny have, der er bygges op i terrasser på grund af terrænforskydning. Nederst er der en sø, og vand herfra pumpes op til toppen og løber tilbage i forskellige vandløb. I denne have nyder deltagerne deres medbragte frokost, og der kan købes planter. Næste have ligger i Tarm og er på 8.000 kvadratmeter. Her er der massevis af planter, blandt andet over 100 forskellige dagliljer. Her er der også mulighed for at købe planter med hjem. Sidste stop er Laubjergs Rosenhave. Det er en planteskole, der har anlagt en forevisningshave på 10.000 kvadratmeter. Her vises cirka 4.000 forskellige slags roser, både nye og gamle sorter. Det er ikke bare en udstilling men en egentlig have, hvor der også er stauder og sommerblomster, så der er masser at kigge på. Der kan naturligvis købes planter og blomster, og planteskolen er specialist i roser. Hjortdal-Fjerritslev Havekreds oplever, at flere og flere viser interesse for havevandringer, og på det seneste er mange unge kommet til. Det er blevet in at gå op i en flot have. Vil man med på turen til Ringkøbing-egnen, skal man melde sig til hos formand Mette Hansen, Husbymøllevej.