Ishockey

Heldet var ikke med høgene

Nordsjælland vandt på to besynderlige scoringer

FREDERIKSHAVN:I fredags havde White Hawks heldet og fik udlignet i sidste sekund i Odense, men i aftes havde heldet igen vendt sig, så gæsterne fra Nordsjælland på to usædvanligt heldige scoringer kunne nappe alle tre point. Ved scoringen til 1-2 var det høgenes back Cory Laylin, der nærmest skøjtede både puck og målmand Pisar over stregen, og sejrsmålet var meget tilfældigt, da Nordsjællands Christian Sjøgren blev ramt på benet langt væk fra målet, men pucken sprang alligevel ind bag Pisar og ind til 2-3. Fynd og klem Nordsjælland indledte med fynd og klem og pressede White Hawks tilbage i egen zone fra første fløjt, og frederikshavnerne havde i de første fem minutter rigeligt at gøre med blot at holde pucken væk fra Lubomir Pisars mål. Rigtig nærgående blev gæsterne dog ikke, og i stedet kom høgene stille og roligt ind i kampen. Første skudchance fik Cory Laylin, da Nordsjælland løb ind i kampens første udvisning, men hans forsøg blev reddet, og kort efter måtte farlige Michal Kanka se et håndledsvip ende lige over det nordsjællandske mål. White Hawks fik en gylden mulighed for at bringe sig i front, da Nordsjælland fik to spillere i straffeboksen med blot 14 sekunders mellemrum, men da hjemmeholdet fik kaptajn Christian Schioldan samme vej, forsvandt den store chance. Radim Piroutek sluttede første periode med et vip tæt forbi mål, men selv om begge mandskaber brugte masser af energi i de første tyve minutter, udeblev de helt store chancer, og perioden forblev uden scoringer. I anden periode var det frederikshavnernes tur til at indlede stærkt, og efter en solotur af Thomas Reinert slog Martin Spanhel til i to forsøg og bragte efter blot 53 sekunder høgene foran 1-0. Mystisk mål Spanhel var også tæt på at score til 2-0, men i stedet kom Nordsjælland tilbage i kampen, da Christian Sjøgren vippede pucken op i nettaget til 1-1. Og midtvejs i perioden kom gæsterne foran 2-1 i undertal på et noget mystisk mål, hvor White Hawks-backen Cory Laylin uheldigvis fik sendt både pucken og målmand Pisar over stregen. Hjemmeholdet fik en stor mulighed i spil fem mod tre i 1.53 minut, men det blev spoleret ved en kæmpe dumhed, da man sendte seks spillere på isen og dermed fik en udvisning, og så var den chance væk. I tredje periode lykkedes det endelig for hjemmeholdet at få scoret i powerplay. I spil fem mod tre sendte Thomas Reinert en hammer afsted, og pucken susede ind i nettet til 2-2. Frederikshavnerne var også tæt på at komme i front med 3-2 ved topscorer Michal Kanka, men hans forsøg blev reddet, og kort efter formåede ingen at følge op på en god pasning fra Radim Piroutek. Og så havde sjællænderne altså det nødvendige held til at snuppe alle tre point ved en ren tilfældighed, for gange vist pressede høgene på i de sidste minutter, men rigtig tæt på en udligning kom de ikke, og frederikshavnerne er stadig i alt for kedelig nærhed på sidstepladsen. [ Kampfakta: Perioder: 0-0, 1-2, 1-1 Mål: 20.53, 1-0 Martin Spanhel ass. Mike Grey, 25.23, 1-1 Christian Sjøgren ass. Lasse Degn, 29.25, 1-2 Daniel Wallin uass., 42.37, 2-2 Thomas Reinert ass. Mike Grey, 51.35, 2-3 Christian Sjøgren ass. Niklas Karmhag Udvisninger: White Hawks 5x2 min., Nordsjælland 12x2 min. Hoveddommer: Asger Krog Tilskuere: 926 i Iscenter Nord.