Heldig at komme med til søsters fødsler

41-årige Joan Thykjær fandt dem mirakuløse - men selv har hun aldrig haft lyst til at få børn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jeg har ikke trangen til vingummi, men til chokolade, siger Joan Thykjær. Hvilket vi meget frit har oversat til, at hun ikke har trang til at få børn - men en hund. Og hun har en, en grim en med store øjne, fortæller Joan Thykjær under latter. Foto: Per Kolind

Nu er jeg blevet 41. Så slipper jeg for alle spørgsmålene. Joan Thykjær bryder ud i latter. For det er en sandhed med modifikationer. Faktisk har hun tidlig morgen lukket mig ind i baglokalet til sin salon Klippe-Galleriet i Aalborg netop for, at jeg kan udspørge hende om, hvorfor hun har valgt ikke at få børn. Præcist det emne, som kunderne tidligere kredsede om, men som de nu er holdt op med at beskæftige sig med. Velsagtens, mener hun, ud fra en betragtning om, at nu er det alligevel for sent for hende at få børn. Og det er det, fastslår hun med bestemthed. Skulle hun have haft børn, skulle hun have fået dem for en halv snes år siden. Det ville være synd at få dem nu, i så høj en alder, men nu har hun altså aldrig skulle have børn. - Jeg har aldrig haft lyst. Aldrig som yngre, og da jeg blev ældre og mærkede efter, var det klart for mig, at børnegenet ikke kom til mig, forklarer hun og tilføjer, at hun altid har brugt at mærke efter, indeni, om beslutninger føltes rigtige. - Jeg har brændt efter mange ting - men aldrig børn. Min krop er aldrig begyndt at skrige efter dem, som jeg har hørt, at nogle har oplevet - men jeg synes, at børn er skønne. Jeg kan lide børn. Og så har jeg været så heldig, så priviligeret at have været med til to fødsler. - Min storesøster har født to børn, og jeg fik lov at være med ved begge fødsler. Det var så stort. Så fantastisk. Ja, jeg synes jo, at det var et helt mirakel, at hun kunne føde sådan en lille velskabt ting, selv om jeg jo godt ved, at noget så naturligt som en fødsel ikke er et mirakel. Men jeg var altså virkelig helt oppe at køre begge gange, fordi det var så fantastisk. Men så var det også nok. Ikke engang dér fik jeg lyst til at få børn. Jeg har simpelthen ikke følt lysten. - Jeg har ikke trangen til vingummi men til chokolade. Kan du følge mig, spørger Joan Thykjær og tilføjer, at spørgsmålet om børn eller ikke børn er mere end velgennemtænkt. Hun har jo i modsætning til fortravlede børnefamilier haft tiden til at tænke, påpeger hun. - Jeg var sidst i 20’erne, da jeg mødte min mand, som elsker børn, så selvfølgelig talte vi meget om børn. Rigtig meget endda. Også fordi at jeg vidste, at skulle jeg have børn, skulle det være på det tidspunkt. Inden jeg blev for gammel, men jeg ønskede altså ikke børn. Min mand havde i forvejen et barn. Det opfyldte noget hos mig - men skabte altså ikke lysten til selv at få børn, og det accepterede min mand. Familien og vennerne har heller aldrig presset på, selv om ”alle”, som Joan Thykjær siger, jo da ellers får børn. - Familien og vennerne kender mig jo, som hun forklarer. Men så privat kender kunderne hende ikke. Og måske netop derfor har de spurgt. Det har været OK. Hun forstår godt, at det må undre i en verden, hvor børn synes evigsaliggørende. Til gengæld har hun været rystet, må hun indrømme, når kunder har spurgt, om hun ikke er bange for at blive ensom, når hun bliver ældre. - Hellere ensom og ikke have børn end være ensom og have fire børn, der ikke gider besøge mig, fastslår hun og tilføjer, at hun synes, hun oplever alt for mange ældre sidde uden megen kontakt til familien. Det er skammeligt - men sådan er det. Der går også alt for længe imellem de besøg, hun selv aflægger sine to bedster. - Selvfølgelig har jeg spekuleret over, om jeg vil fortryde mit valg en dag. Men jeg tror ikke, at man kan savne noget, man aldrig har haft, og i dag, i en alder af 41 år, må jeg sige, at jeg er glad for at være så afklaret, som jeg er. Jeg har et godt liv. Et liv med megen frihed. Personlig frihed til at gøre ting, jeg har lyst til. Jeg er ikke som børnefamilier hængt op. Jeg må indrømme, at jeg sommetider om hårdt pressede børnefamilier tænker: Godt det ikke er mig. Og jeg har jo tid til at tænke over, om jeg er tilfreds med mit liv. Og tid til at ændre det, der må ændres Jeg har tid til at sætte mig med en bog i fire timer, hvis det er det, jeg har lyst til. Hovedparten af døgnets vågne timer bliver nu brugt på salonen, som hun overtog i 94. - Både min mand og jeg er selvstændige og arbejder meget. Men det gør vi jo netop i kraft af, at vi kan, påpeger Joan Thykjær, der er sig bevidst, at det at være uden for det store fællesskab, det ikke at have fået børn, er med til at forme hende som menneske. - Man bliver vel mere egoistisk. Alting kommer jo nemt til at dreje sig om en selv, og det er til en vis grad OK, men man skal passe på, at det ikke tager overhånd. På den anden side er jeg meget åben og måske mere åben over for andre, end så mange folk med børn er. Jeg har ikke den barriere, der siger, at mine egne er bedst. Så jeg ved ikke....Selvfølgelig påvirker ens valg én. Men det sikkert på både godt og ondt. Man bliver i hvert fald sådan en god moster, når man ikke har sine egne at tænke på. Joan Thykjær bryder igen ud i latter. Og tilføjer med et grin: Til gengæld har jeg hund. Selvfølgelig har jeg det. En foxterrier, som vi fandt i Gul og Gratis. Vi var igennem et forhør, som var det et adoptivbarn, vi skulle have, før vi fik lov at købe den. Den har store øjne og er grim. Men den var et år og renlig! Den var så skøn, og det er den stadig, selv om den er gammel og syg. - Men det behøver du altså ikke at skrive.