Heldig kartoffel i granit

Duedahl gør sit til, at kartoffelhistorien ikke går i glemmebogen

HOBRO:Han har arbejdet med kartofler - "de vidunderlige knolde" - i 37 år, og nu gør han sit til, at historien om kartoflen i Hobro og omegn ikke går i glemmebogen, men huskes af eftertiden. Manden er fhv. dyrkningskonsulent og agrochef Evald Duedahl Olesen, Hobro. I hans og hustruen Ullas have på Nedre Strandvej 29 i Hobro blev der i går afsløret en granitskulptur, "kartoffelmanden". Et halvt hundrede kartoffeleksperter og andre med tilknytning til kartoffelavl var inviteret med. Mennesker, som Duedahl Olesen kender fra sit mangeårige virke som konsulent og siden agrochef ved Estrella i Aalborg. Om baggrunden for at få lavet skulpturen sagde Evald Duedahl Olesen, at han på sin sidste arbejdsdag i 2003 fik en pengengave af chipskartoffelavlerforeningens bestyrelse. Formanden, gårdejer Poul V. Nielsen, Hørbygård, sagde, at han skulle købe en holdbar ting for pengene. - Pludselig var ideen der. Vi har haft en virksomhed i Hobro i over 200 år, men den er ved at være glemt. De gamle bygninger fra Blåkilde, Hobro Værft og Hobro Korn er bevaret. Men fra den ældste virksomhed, spritfabrikken, er der ikke en gang en mursten tilbage, sagde Evald Duedahl Olesen. Selve afsløringen stod gårdejer Poul V. Nielsen, Hørbygård, for. Han var spændt på at se, om Duedahl nu også havde brugt pengene fornuftigt. - Det ser ikke så galt ud! Med briller og kasket er han tæt på at ligne mig, kommenterede Poul V. Nielsen. Han har været utrolig glad for samarbejdet med Duedahl. - Du havde taget på at lære os noget, roste Poul V. Nielsen. Evald Duedahl Olesens hensigt er, i samarbejde med journalist Arne Riise, at skrive historien om kartoflen i Hobro. Fra 1845, da de første kartofler til spritindustrien blev dyrket på gården Louisen- dal, frem til 2005, da Estrellas kartoffellager på Trinderup lukkede og blev solgt til direktør Svend Møller Hansen. Duedahl Olesen forventer, at historien vil være færdig til udgivelse om et år til halvandet. Salgskonsulent Leif Reinhold fra Nordisk Ceranit Import kaldte skulpturen en heldig kartoffel. Den er lavet af en kinesisk granit. I stedet for at blive til fliser eller skærver, forvandlede den sig til en skulptur og står nu på en smuk plet i Hobro. - Kartoffelmanden har det vejrbidte og rustikke udseende, som kendetegnede datidens arbejdere. I dag kan den stolte mand hvile sin værkende ryg og sine slidte knæ, sagde Leif Reinhold.