Heldig sejr til U-21 med AaB-trio

ATHEN:Med en 1-0 sejr over Grækenland har det danske U/21-landshold taget endnu et stort og lidt heldigt skridt mod EM-slutrunden. AaB's Rasmus AaB's Rasmus Würtz, Martin Pedersen og Jakob "Taz" Sørensen fightede som de øvrige danskere hårdt for sagen mod et græsk mandskab, der dominerede og brændte en håndfuld gigantiske chancer. Heldigvis diskede reservekeeperen fra Manchester City, Kevin Stuhr-Ellegaard, op med den ene forrygende redning efter den anden, og så blev det afgørende, at AGF's Morten Duncan Rasmussen var skarp, da han fik chancen i det 58. minut. Før pausen var det især i den danske venstreside hos Martin Pedersen og Jakob Sørensen, at defensiven sejlede. Selv samme Jakob Sørensen var til gengæld af de store danske lyspunkter i det offensive, hvor han klart overstrålede Brøndbys Jonas Kamper, der var farveløs på højrekanten. Desværre blev AaB'erens mange gennembrud og indlæg sjældent behandlet efter fortjeneste. På midtbanen virkede anfører Rasmus Würtz en smule fjern, og han måtte prise sig lykkelig for, at FCK's Martin Bergvold spillede en stor kamp - blandt andet med oplæget til sejrsmålet. - Jeg kommer skævt ind i kampen og føler, at jeg mangler timing i tacklingerne, men det bliver heldigvis klart bedre efter pausen, siger Rasmus Würtz. Det var i øvrigt hele den danske organisation, der blev strammet op i 2. halvleg, hvor grækerne langtomt mistede modet. - Alle fightede helt fantastisk, og modsat grækerne var vi skarpe, når vi fik chancen, så derfor er det vel fortjent nok, at vi vinder, lyder det fra Rasmus Würtz. AaB'eren erkender dog, at han holdt vejret, da Daniel Agger ti minutter før tid rev en græker omkuld i feltet. Dommeren fløjtede korrekt for straffe, men selvfølgelig snuppede kampens bedste, Kevin Stuhr-Ellegaard, også straffesparket. - Han fik mange skulderklap i omklædningsrummet, for han har en stor del af æren for, at de tre point kom i hus, siger Würtz. I slutfasen gik grækerne helt op i limningen, og Danmark burde i stedet have øget yderligere. Jakob Sørensen foldede sig ud og udover at lægge op til et hovedstød på overlæggeren fra matchvinder Morten Rasmussen, så fik han også selv en gylden chance, da han kom alene med målmanden. Desværre skød han lige i fødderne på grækernes sidste skanse. Det fik dog ingen betydning, og der var glæde i den danske lejr, da nyheden om Ukraines uafgjorte resultat i Albanien tikkede ind. - Vi har kun sat to point til, mens ukrainerne allerede har sat otte over styr, så vi skal simpelthen slutte blandt de to hold, der går videre fra puljen, konstaterer Rasmus Würtz. Kampfakta Fodbold, U/21 EM-kvalifikation Gruppe 2: Grækenland - Danmark 0-1 (0-0) Mål: 0-1 Morten Rasmussen (59. minut).