Heldige Henrik er svindlernes livret

Den nyslåede lottomillionær og offentlige ejendom er guf for bilsælgere, tiggere, rockere - og journalister

Troels Donnerborg
Lottomillionær Henrik Sørensen, 21 år og arbejdsmand på en fiskefabrik i Hirtshals, taler med pressen, da han tirsdag hos Danske Spil i København modtager en check på 22.7 millioner kroner. Det er den største lottogevinst nogensinde. Tallene 1-5-14-19-21-29-30 sikrede nordjyden den store gevinst. scanpix
Hirtshals 1. september 2006 06:00

HIRTSHALS: For den 21-årige fiskehovedafkapper fra Hirtshals var det utænkeligt, ikke at sige det til nogen. For glæde skal deles med omverdenen. Og Henrik Sørensen stod ikke blot der og fortalte til pressen om det ufattelige held, der var overgået ham, da han med syv rigtige tal indkasserede den største lottogevinst i Danmarkshistorien. Nej, han dansede i underbukser og råbte og skreg sin uoverstigelige glæde ud på Østergade i Hirtshals klokken fem søndag morgen, så selv hans stedfar Finn vågnede. Og så var der cigarer og rundstykker til alle, bajere, byen og bye bye til fiskefabrikken - tøjet kunne man aflevere senere. Og pizzamanden kunne man få kredit hos. Alt var lykke. Alt var perfekt. Aldrig mere arbejde. Aldrig mere skole. Aldrig mere ædru - i hvert fald ikke i denne uge. Og kameraterne var glade. Og ekskæresten ærgerlig. Og moderen bekymret allerede to dage efter. - Der kommer jo en hverdag på et tidspunkt, sagde hun efter at have konstateret, at den udleverede papcheck var på størrelse med byskiltet i Hirtshals. Og netop hverdag blev det for journalister og andre mistænkelige typer, der ikke vil nøjes med en lille del af Henrik, hvis alternativet er finanslov og økonomiske råderum. Så vil vi hellere tampe fingerspidserne til blods på tastaturet om Lotto-Henrik, der vil gøre livet til en fest for familien. For vi vil have ham med hud, hår og det hele. Og det hele fik vi, indtil millionæren opdagede, hvad han havde kastet sig ud i og udbad sig et par dages fred og ro. Men vi kan ikke vente på, at dagene er overstået. I panisk angst griber vi, hvad der måtte være af ledige vinkler tilbage på hylden. Og når dagbladene er færdige, er det ugebladenes tur. Og derefter de fuldtidsprofessionelle svindlere. - Der vil helt klart være nogen, der forsøger at udnytte situationen, siger Preben Bertelsen, der har rådgivet over 1000 lottomillionærer gennem de 16 år, han har været ved Danske Spil og nu har fået fornøjelsen af en glad ung mand fra Nordjylland, der har gjort det, 98 procent af millionærerne ikke gør. Han er stået frem. Lottomillionærer er i følge Bertelsen en helt særlig race. Deres problemer og omgivelsernes reaktioner adskiller sig ikke fra hinanden på trods af de forskellige antal nuller, der knytter sig til gevinsten. - Først kommer ”Ude og Hjemme” og ”Se og Hør”, og de er livsfarlige. De vil gøre meget ud af farens død og så videre, og Henrik har ingen interesse i, at hans personlige historie kommer frem på den måde, siger rådgiveren, der efter eget udsagn både behæfter sig med økonomiske og lommepsykologiske kompetencer efter de mange år på jobbet. - Hvis han nu havde haft en pølsevogn i Hirtshals havde det været godt, for tænk på alle de pølser, han så kunne sælge. Men det har han jo ikke, så han må prøve at sortere i de tilbud, han får og sige ”nej tak” til noget. Men ugebladene er ikke eneste fare. - Henrik kan for eksempel blive ramt af tiggerbreve. Men der er også fare for, at han vil blive udnyttet, fordi folk ved, han har penge, fortæller rådgiveren. Erfaringen viser nemlig, at det bliver sværere at prutte om prisen på et hus eller en bil, fordi forhandlerne ved, at Henrik har pengene. Svindlere og hårdere kriminelle som rockere vil gerne tilbyde deres hjælp til nyrige lottovindere med tilbud om at sætte penge i alt fra grunde til nystartede firmaer. - Det kan for eksempel være et godt tilbud om en byggegrund. Så fortæller de ham, at han bare skal komme med halvdelen af pengene, og så skal de nok sørge for, at han tjener penge. Og det holder selvfølgelig ikke. Men når du står frem på den måde, appellerer du til hele den kriminelle branche, siger han. Der er altså noget, der tyder på, at det havde været bedre for Henrik Sørensen at holde sin mund med sin nyvundne status som rigmand. Men Preben Bertelsen har allerede talt med Henrik over telefonen og aftalt et møde, hvor de skal finde ud af, hvor mange penge, der er tilbage at investere for, når huset og BMW’en er betalt. Og det store spørgsmål er så, om Henrik behøver at arbejde mere, når nu han ikke vil. - Man kan godt leve af det resten af sit liv. Afkastet vil ligge på på 8-900 tusinde om året, og selv om der så er en kammerat, der skal have 20 procent, kan han alligevel godt klare sig. Men det vil selvfølgelig pynte lidt på resultatet, hvis der var en lille biindtægt, og det kan man skaffe ham ved at lave nogle fornuftige investeringer, fastslår Preben Bertelsen. - Der er så bare ikke så mange, der psykologisk kan holde til ikke at lave noget, fra de er 21 år til de dør.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...