Hobro

Heldigvis brændte kun et legehus

Folk skal passe bedre på, når de brænder ukrudt af med en gasbrænder, advarer indsatsleder

Afbrænding af ukrudt var igen årsag til en brand. Arkivfoto

Afbrænding af ukrudt var igen årsag til en brand. Arkivfoto

HOBRO:Folk skal passe bedre på. Denne gang var det heldigvis kun et legehus, der blev antændt og brændt af, fordi en husejer var i gang med at brænde ukrudt af, men disse brande kan blive endog meget alvorlige.

Det konstaterer indsatsleder Johannes Iversen, Mariagerfjord Beredskab, efter en brand på Østervangen i Hobro mandag ved godt 11.30-tiden.

- Manden havde angiveligt helt styr på sin ukrudtsbrænder, men pludselig løb ilden alligevel gennem noget tørt græs, og så futtede legehuset af, lyder det fra indsatslederen.

Johannes Iversen opfordrer folk til at have en vandslange klar ved hånden, når man er i gang med ukrudtsbrænderiet, så man kan gribe hurtigt ind, hvis ilden skulle løbe.

- Det er også en god idé at skylle vand over f.eks. et legehus, så man sikrer, at det ikke bryder i brand, hvis ilden skulle løbe fra en, siger indsatslederen.

Det er specielt her i foråret, der opstår mange brande som følge af afbrænding af ukrudt.

Mariagerfjord Beredskab sendte et fuldt slukningstog og syv mand af sted til branden, men flere af dem blev sendt hjem igen, da brandens omfang blev kendt.

Fire gråspurveunger døde angiveligt i branden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.