Hele byen til torvefest

RAKKEBY:Der var et lykkeligt mylder af store og små Rakkeby-borgere på torvet, da der lørdag for fjerde år i træk blev holdt by- og torvefest. - Det blev simpelthen en helt fantastisk dag, beretter Annelise Vigsnæs fra bl.a. Sandgravsspillene og ungdomsklubben. Festen startede med gudstjeneste, hvor Peder Callesøe og Marie Louise Clemmensen spillede orgel og fløjte, og kirkens kor sang for til blandt andet to af de nye salmer. Hanne Thorup holdt torvetale og alle sang med på Torvets sang, der går på Poul Kjøllers melodi: Vil du med en tur i skoven. Sandgravsspillerne underholdt med sange og på hoppeborgen hoppede ca. 60 børn lystigt rundt her på skift. Petanqueturneringen blev startet med Jørgen Vigsnæs som dommer. Bytoften 2 vandt med Munkedalsvej 2 på andenpladsen og Munkedalsvej 1 på tredjepladsen. - Gøgler Søren Christensen satte alle børnene i sving med tryllesager. Det var bare festligt, fortæller Annelise Vigsnæs. Spejderne havde lavet en fin udstilling og arrangeret Groggle-jagt samt kagekonkurrence, der blev vundet af Annette Holm. Konkurrencekagerne blev herefter solgt med te eller kaffe af spejderne, og der blev rigtigt hygget omkring spejdernes opstillede borde og stole Venneforeningen solgte pølser, øl og sodavand, og her var der virkdelig gang i den. - Jeg tror, der var ca. 200 mennesker omkring torvet. Det myldrede bare, fortæller Annelise Vigsnæs. Om aftenen deltog 105 i festen i forsamlinshuset, hvor der blev disket op med grillbord med diverse kød og tilbehør. Undervejs var der Amarikansk Lotteri med præmier sponsoreret af egnens forretningsliv, og bagefter musikalsk underholdning og dans til undgomsklubbens diskotek. Torvefesten var arrangeret af beboerforeningen, venneforeningen, ungdomsklubben, Lokalhistorisk Forening, forsamlingshuset, menighedsrådet, spejderne, Købmandsgården og Sandgravsspillene i fællesskab.