Aars

Hele Danmarks Bubber i Aars

Eventyr og en meget lang guirlande

Han har været i lære som sæddonor, været i swingerklub og røget hash i Frøstruplejren. Og nu har hele Danmarks Bubber også været i Aars. Den populære vært fra TV2s lige så populære serie "Danmark ifølge Bubber" stod i går eftermiddag på en blokvogn midt på Kimbrertorvet - iført stramtsiddende rødt velour-jakkesæt. Han var omgivet af en håndfuld af egnens børn, der flettede en gigantisk juleguirlande, mens en anden håndfuld spillede med i eventyret om Tornerose. Jo, det var Bubbers jule-show, der trillede over scenen. De to seks-årige piger Melanie og Laura, der begge går i 0. klasse, havde sammen med Alexander hovedrollerne i Tornerose, som Bubber fik spundet sammen på sin helt egen og meget entusiastiske facon, der rev børnene med. Han havde dog sit hyr med Alexander, der naturligvis var prinsen på hesten, som var kommet for at vække Tornerose af sin lange, lange søvn. Bubber lagde op til at Alexander skulle kysse både Melanie og Laura, men her stod Alexander af. Og kompromiset blev, at Alexander råbte "Kom så op moster" - til begge piger... Det skabte dog ikke nogen misstemning de to piger og Alexander imellem - sammen stemte de nemlig efterfølgende i julemelodien "På loftet sidder nissen med sin julegrød". Og herefter var det så tid at måle den lange guirlande, som flokken af børn havde kreeret mens der var eventyr på blokvognen. Hele 15 meter blev det til, og den guirlande hængte Bubber så op på det store juletræ på Kimbrertorvet sammen med en flok af byens børn.