Hele fem premierer i Bio

HJØRRING:I aftes kunne Hjørring Bio Center blænde op for en premiereaften, der næsten må betegnes som en rekord. Ikke mindre end fem filmpremierer er der tale om, og her er der noget for såvel små som store. Det er de fem film ”The last samurai”, Disneys nye tegnefilm ”Bjørnebrødre”, ”Spy kids 3D”, den danske ”Tæl til 100” og endelig komedien ”To i én”. Første film ”The last samurai” byder på et gensyn med Tom Cruise i rollen som kaptajn Nathan Algren fra det amerikanske militær. Amerikas borgerkrig er slut, og Nathan rejser mod det mægtige Japan hyret af den japanske kejser som kampinstruktør. Her møder kaptajnen de sagnomspundne samuraier, og langsomt bliver han mere og mere optaget og fascineret af dem. I andre roller ses bl.a. William Atherton og Seizo Fukumoto. Så står den også på tegnefilm. Disney er klar med ”Bjørnebrødre”, hvor man møder eskimoen Kenai, der pludselig forvandles til en bjørn. Han slår følgeskab med bjørneungen Koda, og sammen drager de ud på et spændende eventyr, hvor de bl.a. møder de kugleskøre elge Rod og Stub. Filmen har danske stemmer af bl.a. Nikolaj Lie Kaas og Anders W. Berthelsen, og Monique og Stig Rossen synger Phil Collins’ sange. Så er der også mulighed for at tage 3D-brillerne på til filmen ”Spy Kids 3D”. Her møder man de hårdt prøvede børneagenter Carmen og Juni. Carmen er denne gang blevet indfanget i et virtual Reality spil designet af superskurken The Toymaker (Sylvester Stallone). Så Juni kommer ud på en hård kamp for at redde sin søster. Filmen byder også på skuespilleren Antonio Banderas. Dansk drama står den på i filmen ”Tæl til 100”. Her handler det om teenageren Thomas, der lever et liv på flugt med sin mor. De ankommer til en lille by, hvor Thomas hurtigt forelsker sig i Helene og bliver kammerater med Jonas. Men Thomas bærer på en uhyggelig hemmelighed, der lige pludselig indhenter ham. I rollerne ses bl.a. Frederik Paarup, Sara Olsen og Anders W. Berthelsen. Og som rosinen i pølseenden står der ”To i én” på plakaten. Her kan man møde skuespillerne Matt Damon og Greg Kinnear, der er siamesiske tvillinger. Alligevel er de forskellige som nat og dag, men de har dog lovet hinanden at blive skilt. Det kommer der en hel del morsomme scener ud af, tag bare det lidt svære problem, det nu engang er at dyrke sex, når ens tvilling kigger med!