Hele Kristinne Bøghs essay om Nynnes dagbog

Nynnes dagbog.

Kristinne Bøghs essays om Nynnes dagbog blev præmieret i Morgenavisen Jyllands-Postens essaykonkurrence, hvor landets gymnasieelever blev udfordret til at skrive om den bedste roman, de har læst. Foto: Martin Hjort

Kristinne Bøghs essays om Nynnes dagbog blev præmieret i Morgenavisen Jyllands-Postens essaykonkurrence, hvor landets gymnasieelever blev udfordret til at skrive om den bedste roman, de har læst. Foto: Martin Hjort

ESSAY:Den bedste danske roman. Den må være god, den må være virkelig god, og når nu jeg skal skrive om den, må jeg jo have læst den. Spørgsmålet er så, har jeg det? Er jeg lærd og boglig begavet nok, til at vide om jeg har det? Den bedste roman, den med sprogperlerne og de fabelagtige metaforer, den med sproget i verdensklasse og en historie der med sin originalitet i sig selv kan vinde titlen som den bedste roman. Sådan tænkte jeg, da opgaven om at skrive et essay om den bedste nye danske bog kom mig i hænde. Straks gik jeg i gang, styrtede ind på biblioteket for derefter at gå fra en menneskelig krop til at befinde mig i en fysisk tilstand formet som et spørgsmålstegn. Hjælp! skreg jeg til mig selv, og læste titler og forfattere igennem på lodret vis. Indrømmet: Jeg havde ingen anelse om hvem og hvordan. Det virkede som om, at alle danske forfattere liggende på min nethinde var forsvundet. H.C. Andersen glemmer man aldrig, der ligger problemet så i, at det er over 170 år siden at han var en af de nye danske forfattere. Forgæves endte jeg mit frikvarter i biblioteket. Dagene gik, og jeg kiggede boghylderne derhjemme godt igennem. Jeg mente selv, at jeg var rimelig belæst, men når det kommer til stykket, er det ikke de danske forfattere der har stået yderst mod sengen på min boghylde. "Dit kompetente barn"(det er altid godt at kunne rette forældre i egen opdragelse) er ganske vist en god bog, men roman kan man ikke ligefrem kalde den. Som nummer to stod "Sex And The City", en god film, men jeg må indrømme, at jeg fandt den gabende kedelig. Jeg troede, at den var sjov, genren ligger op til noget ungdoms-venlig-bog, men jeg måtte erkende, at jeg bare bliver mere skuffet for hver gang, jeg sætter mine øjne i linjerne i en sådan. Senest er også læst 'Michael Laudrups Tænder', men heller ikke den har kunnet fange mig. Efter lang tids søgen hist og her kom jeg i tanke om en helt speciel bog - 'Nynnes Dagbog'. Bogen, der var skylden til, at hverken 'Bridget Jones' Dagbog', eller førnævnte 'Sex And The City' og 'Michael Laudrups Tænder' vakte min store interesse. Den samme grund til at mors lagkage kan virke lidt trist, hvis du lige har spist dig mæt hos en konditor. - Jeg havde simpelthen læst noget der var bedre inden! Men så kom tvivlen igen; er det seriøst nok? Trækker det mine karakterer ned, når jeg afslører, at den bedste danske bog, jeg har læst, hverken er post-moderne, futuristisk eller minimalistisk? Når den ikke omhandler alt det, der er større end os, og alt det vi burde gøre, vide og lære om os selv? Derfor måtte jeg nu overveje helt konkret, hvad gør en god bog? Jeg elsker Sarvig, på min væg over sengen har jeg endda skrevet et af hans digte med blå maling. Et digt omhandlende hvordan man ønsker at blive elsket, så meget at hjertet splintres. Digtet er godt, fordi det rører mig. Jeg føler, at det beskriver min hunger efter kærlighed så dybt og så skarpt, at det næsten bliver skræmmende. Jeg kan relatere til det, det rører mig. Derfor blev jeg nød til at male det på min væg, så jeg hver dag kan læse det og begejstres. På samme måde må det være med en god bog, den skal røre mig og ændre min hverdag. Den skal tale til mig, ikke til min dansklærer eller mine analysemodeller, det skal være den bog jeg synes er den bedste. Derfor må valget falde på 'Nynnes Dagbog' skrevet af Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard, udgivet i afsnit i Politiken, for senere at blive udgivet samlet af Politikens forlag. Jeg selv er lidt ambivalent med at vælge denne bog. Den er letlæselig, tegnsætningsmæssig ukorrekt i traditionel forstand, indeholder bandeord og direkte politiske synspunkter og holdninger. Men faktisk er det også herfor at det lige præcist er 'Nynnes Dagbog', der er Danmarks bedste nyere bog. Vi har i dansk litteratur masser af skønprosa skrevet på den rigtige måde med den rigtige metode. Vi har de åbne slutninger og de indviklede historier. Det er alt sammen godt og en stor del af kulturskatten. Men at jeg måske er en lille smule flov over at vælge denne bog, er det, jeg selv vil kalde dumt. Det er af helt samme grund, at jeg ikke vil indrømme, at jeg godt kan lide Jon fra Popstars, og synes at 'Robinson' er et godt program. Men hvem skal bestemme, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Når alt kommer til alt, kan det kun være os selv, der kan bedømme dette. Kun jeg kan bedømme, hvad jeg kan lide, hvad der taler til mig, og berører mig. Jeg læste første gang 'Nynnes Dagbog' på en ferie. Min mor havde fået anbefalet bogen af en veninde. Da jeg så hende siddende aften på aften, grinende højlydt når hun læste, blev den interessant. Derfor stjal jeg den ved første given lejlighed, og læste. Heldigvis var min mor færdig med bogen, så jeg kunne holde den for mig selv - og sikke et held! Jeg blev så fanget af den, at den var læst færdig den første dag, jeg satte mine øjne i den. Jeg havde den mest fantastiske læseoplevelse, af ikke at kunne få nok, sluge ordene, og grine så det gjorde helt ondt i maven mange gange. Da jeg kom hjem, anbefalede min mor bogen til en af hendes veninder, samtidig med at jeg anbefalede 'Nynne' til min veninde. Begge veninder læste, og elskede den. En ting er, at en aldersgruppe på 14-40 år alle havde glæde af den. Noget helt andet er, hvad den gjorde ved os og vores sprog. Nogle måneder efter min anbefaling af 'Nynnes Dagbog' til min veninde var jeg på besøg. Min veninde og jeg har altid været meget tætte og fortrolige, så hun viste mig noget af sin dagbog, som hun lige havde skrevet. Her havde hun i bedste Nynne-stil lavet lister over gode og dårlige ting ved en given situation, skrevet time og minuttal ved hvert afsnit, og i det hele taget brugt dagbogsgenren på en måde, der lignede Nynne-bogen så ubeskriveligt meget, at man skulle tro, det var løgn. Faktisk formåede hun at skrive så humoristisk, at vi aftalte, at jeg fik tilsendt nogle sider hver måned. På denne måde kunne jeg følge med i hendes liv uden en alt for dyr telefonregning og underholdes på samme måde. Formen i 'Nynnes Dagbog' er noget helt for sig selv. Før jeg læste om 'Nynne', var jeg overbevist om, at en den eneste tænkelige form der kunne fange en læser i længere tid, er den samme som bruges i f.eks. 'Harry Potter', her er hvert kapitel relativt langt og skrevet med en spændingskurve, der hele tiden går op. Dette er mere undtagelsen end reglen i 'Nynnes Dagbog', her kan en spændingskurve bygges op og falde ned i samme afsnit. At læse et kapitel af gangen er derfor i sig selv ikke en nødvendighed i forhold til en spændingsudløsning. Kapitlerne er inddelt i måneder, og det er ganske vist, at fantastisk mange ting kan ske på bare én måned. Derfor er det nødvendigt, at 'Nynnes Dagbog' er meget velskrevet for at fastholde læseren. Når én linje kan få latteren hos læseren til at bryde igennem, må man konkludere at denne ene linje er velskrevet. Når denne latter så utallige gange strømmer ud af en læsers mund, mens denne har næsen dybt begravet i en bog, må én linje blive til mange, og dermed kan et konkluderes, at den hele bog er velskrevet. Godt udtrykt er en fælles nævner for de forskellige følelser, Nynne beskriver, her er ikke tale om en dyb og indædt fortælling, om de mange komplicerede følelser med uoverskuelige fremmedord Nynne oplever, Nynne kan gøre det med et "FUCK", og så er læseren helt klar over, hvad Nynne helt præcist føler. Nynne har gjort så stort et indtryk på min mor, veninde og jeg at vi begyndte at tænke og tale som hende. Fan-fucking-tasktisk, sep-fucking-temper blev den nye måde at bande på. Ord som 'guirlandepatter' blev indført, og vendinger som "så så man lige mig ." blev den nye måde at starte en samtale på. Alle sammen adopteret direkte fra 'Nynnes Dagbog'. Men faktisk var det ikke kun direkte kopieringer af bogen, vi gjorde brug af, i 'Nynnes Dagbog' har flere af personerne andre navne i Nynnes hoved og Dagbog, end dem hun (for det meste) tiltaler dem med. Et konkret eksempel på et sådan kunne være 'Nick-the-dick' (Nynnes knap så vellidte chef). Sådanne eksempler er nu også blevet tilgængelige i vores kreds. Ingen er i tvivl om, hvem Knalde-Liv er når ekskærestens nye kæreste kommer på tale. Men Nynne har ikke bare ændret vores måde at tale på, vi tænker også lidt mere som hende. Nynne er dejligt selvironisk, hun fortæller os alt det, vi selv tænker, men aldrig tør sige. Nynne tør godt at indrømme at hun propper toilettet fuldt med papir, så man ikke kan høre hendes seneste måltid forlade hende, når hun er på besøg ved hendes nye kæreste. Hun tør også godt sige, at Anders Fogh ligner en Kendukke (fra barbie) på den meget ufede måde, og hun tør også sige, at hun er ligeglad med George W. Bush, bare ikke når han kigger på skærmen (og hende), med det der skulle ligne øjne, men i stedet er blevet til rosiner presset brutalt ind i hans øjenhuler. Men Nynne er absolut ikke dum, bogen er på ingen måde støvsuget for mere intellektuelle emner, hun kender til mange af de kulturelt fremtrædende personligheder, og er med i tiden. Det at Nynne er med i tiden, gør bare hendes dagbøger endnu sjovere at læse årene efter, at de er udkommet. 'Nynnes Dagbog' er nemlig skrevet i tiden, og årstal og dato følger alle afsnit. Har man glemt, hvad året 1999 bød på af forskellige fælles oplevelser for folket, kan man blot slå op i bogen og dø af grin over Nynnes kommentarer. Det er som om, at Nynne gjorde så stort et indtryk, at jeg husker ting fra et givent tidspunkt bedre, hvis hun har omtalt det. Kigges der over skulderen på anden latterkrævende underholdnin,g er en succes med 'Nynnes Dagbog' måske ikke så mærkelig endda. På det seneste har film og tv-programmer som 'Klovn', 'Drengene fra Angora' og 'Trio Van Gogh' vundet en plads i danskernes hjerter. Med en 'ny' genre jeg uden tvivl vil kalde 'tåkrummergenren'. Her følger vi, ligeledes som vi gør det med Nynne, personer der gang på gang, og oftest uforskyldt, oplever de mest pinlige og grinagtige situationer, vi kan forestille os. Der er en vis lighed når Nynne uheldigvis sender en udskældende og vanvittig mail til ekskæresten rundt til alle fra arbejdet, med når Frank fra 'Klovn' uheldigvis ødelægger et kostbart maleri, hvilket han senere forsøger at skjule over, men til sidst pinagtigt må tilstå. Vi elsker at se andre dumme sig og gøre alle de ting, vi frygter mest i vores hverdag. 'Nynnes Dagbog' er inddelt i mange små afsnit og kapitler, hvilket gør et godt grin let tilgængeligt, desuden er bogen mulig at have med i håndtasken, handskerummet osv. pga. den nette størrelse. At disse grin er let tilgængelige, er en enorm fordel i en hverdag som danskernes, hvor der ustandseligt zappes fra gratisaviser til tv2news, til dr.dk/gossip og nu også til 'Nynnes Dagbog'. 'Nynnes Dagbog' er blevet kritiseret, fordi den ligner den engelske 'Bridget Jones' Dagbog' for meget. Jeg har læst begge bøger, og kan kun være uenig i denne kritik. Ganske vist ligner personlighederne hinanden, og formen er også relativt ens. Men Nynne er jo dansker! Nynne ser det samme i fjernsynet, som jeg gør, handler de samme steder, og tænker på en mere dansk måde. Derfor er Nynne noget helt for sig selv. Jeg kan som læser relatere til Nynne, Nynne rører ved mine følelser, og forklarer dem til tider bedre end jeg selv kan magte. Selve bogen er ikke i sig selv, som før omtalt post-moderne, men det kan overvejes, om det ikke i virkeligheden er lige, hvad hovedpersonen Nynne er. Derfor mener jeg at 'Nynnes Dagbog' den bedste nye danske roman, fan-fucking-tastisk kunne man fristes til at sige om den.