Hele landet begravet i sne

20-30 cm sne giver store trafikale problemer

KØBENHAVN:Snevejret over Danmark lørdag betød mere end 200 mindre færdselsuheld spredt ud over hele landet. Og her til morgen vil mange vågne op til 30 centimeter sne. I de fleste tilfælde er der tale om folk, der er kørt i grøften eller har ramt en forankørende bil med lav hastighed, fortæller informationschef i Falck, Finn Serup. I Københavns Lufthavn i Kastrup måtte man lørdag eftermiddag lukke for al indgående flytrafik, da lufthavnens anflyvningsudstyr satte ud. Anflyvningsudstyret er det udstyr, som kommunikerer med flyenes instrumenter, så de kan landes, selv om sigtbarheden er dårlig. Systemet kom dog i gang igen sidst på eftermiddagen. Flyene blev i stedet omdirigeret til blandt andet Stockholm, Göteborg og Hamborg. Afgange fra udlandet, der endnu ikke var lettet, blev udsat. SAS måtte aflyse adskillige afgange, og de fly, der kom af sted, fløj med cirka to timers forsinkelse. I det midtjyske, hvor det sneede mest, blev motorvejen ved Ejer Baunehøj syd for Århus lukket i en times tid, ligesom mange landeveje blev vanskeligt farebare på grund af sneen. Flere steder meldes der om væltede træer. I dag kan der i Nordjylland måske blive tale om lidt sol, men også nogle snebyger samt snefygning. Vinden bliver frisk op til kuling fra nord med temperaturer omkring frysepunktet. /ritzau/