Lokalpolitik

Hele Nordjylland skal have flere hjertestartere

Regionspolitikere ønsker projekt i Frederikshavn Kommune bredt ud.

Alle nordjyder bør have en hjertestarter i nærheden og vide, hvordan den betjenes. Det mener et bredt udsnit af de nordjyske regionspolitikere. - Inden næste års budgetlægning bør det plottes ind, hvor der mangler hjertestartere, så alle nordjyder, der bliver ramt af hjertestop, har en rimelig chance for at overleve. Det vil være en billig foranstaltning, sagde Poul Erik Andreasen (S), da et enigt regionsråd i går nikkede ja til et ambitiøst projekt med hjertestartere og genoplivning i Frederikshavn Kommune. Projektet i Frederikshavn Kommune betyder blandt andet, at samtlige 50 biler i hjemmeplejen bliver udstyret med en hjertestarter, så den nærmeste hjemmesygeplejerske hurtigt kan komme til undsætning i tilfælde af hjertestop. Vagtcentralen finder frem til nærmeste hjemmeplejebil ved hjælp af GPS. - Jeg er sikker på, det kommer til at redde menneskeliv og ser det gerne udvidet til resten af regionen og hele landet, sagde Marian Geller (V). Skæv fordeling Poul Erik Andreasen fandt, at der nærmest er tale om en overdækning med hjertestartere i en enkelt kommune. Han havde hellere set en mere ligelig fordeling blandt de nordjyske kommuner. Også Ninni Lodahl Gjessing (R) fandt, at der er tale om en skæv fordeling. Og hun synes ikke, at andre kommuner kan være tjent med at vente, til projektet i Frederikshavn Kommune bliver evalueret i 2014. - Jeg havde gerne set regionen i rollen som katalysator for udbredelse af hjertestartere og genoplivning ved hjertestop. Det kunne jo eventuelt indgå i de sundhedsaftaler, vi har med alle kommunerne, sagde hun. Projektet i Frederikshavn bliver søsat i et samarbejde mellem kommunen, regionen, TrygFonden og Hjerteforeningen. Lene Linnemann (SF) mener, at det er endnu et eksempel på, at private aktører er med til at skabe øget ulighed i sundhedsvæsenet. Genoplivning på skemaet Ud over hjertestartere i alle hjemmeplejebiler indebærer projektet også, at genoplivning ved hjertestop kommer på skoleskemaet i Frederikshavn Kommune, så alle unge ved, hvad de skal foretage, hvis de en skønne dag står i situationen. Faktisk får alle borgere i Frederikshavn Kommune et tilbud om at lære at betjene en hjertestarter. Vagn Olesen (S), der selv er Falck-redder, advarede imod at tro, at hjertestartere gør en voldsom forskel. - Lad nu være at skrue forventningerne alt for højt op. Hjertestartere er kun en lille del af det. Det vigtigste er at sørge for frie luftveje, sagde han. Liv og død Trods advarslen er størstedelen af regionsrådet overbevist om, at hjertestarterne i Frederikshavn Kommune i nogle tilfælde kan til at gøre en forskel, når det handler om liv og død. - Der er ingen tvivl om, at det vil betyde, at flere overlever. Lad os komme i gang og få det bredt ud i hele regionen hurtigst muligt, sagde Chr. Overgaard (K), der har en fortid som stationsleder hos Falck. Regionsrådsformand Ulla Astman understregede, at der ikke vil blive slækket på det akutte beredskab, fordi hjemmeplejerne i Frederikshavn Kommune bliver udstyret med hjertestartere. Projektet i Frederikshavn kan på sin vis minde om de initiativer med akuthjælpere, som regionen har iværksat i Thy og på Mors. Her er ganske almindelige borgere uddannet til at komme til undsætning, når en borger i lokalområdet bliver ramt af hjertestop eller på anden måde har brug for førstehjælp.