Hele Pandrups Inger

Inger Kristensen fra PGU Pandrup er nomineret til Den NORDJYSKE Idrætspris

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

PANDRUP:Igennem 17 år er Inger Kristensen gået forrest i idrætsforeningen PGU Pandrup. Som formand har hun nemlig arbejdet for hele tiden at udvikle foreningen, hvilket blandt har betydet, at PGU er en af Nordjyllands største idrætsforeninger med over 1200 medlemmer.

Især indenfor gymnastik har Inger været hovedårsagen til, at der især er en stor deltagelse fra områdets mange børn og unge.

Selv er nordjyden ikke i tvivl om, hvor hendes arbejde har været mest afgørende.

- Det, at der er en meget stor instruktørstab, og at vi har kunnet fastholde dem her, er nok et af de områder, hvor det største aftryk er sat. Instruktørerne er nemlig akillessenen til, at vi kan fastholde medlemmerne, og at vi kan tiltrække nye, forklarer hun.

De mange ting, hun har sat i søen i Pandrup og i Jammerbugt Kommune, betyder samtidig, at 64 årige Inger Kristensen er blandt de tre nominerede til den Nordjyske idrætspris 2015.

- Det er jeg da taknemlig for, og jeg er også meget ydmyg overfor det, siger hun.

Værdsat ildsjæl

Når man nævner Ingers navn blandt idrætsforeningens medlemmer giver det også genklang. For alle ved, hvem hun er, og ikke mindst hvad hun har gjort for PGU Pandrup.

- Alle kender Inger. Det er hende, der er profilen over alle profiler i foreningen, og ikke kun i foreningen, men i hele byen, siger Steen Bjørn, som også står bag indstillingen af Inger til Den NORDJYSKE Idrætspris.

- Hun betyder alt for den her forening. Det er hende, der har fået den op at køre, og det er hende, som får den til at køre, siger han.

På løbebåndet i foreningens fitnessrum bliver der nikket genkendende til de ord.

- Hun motiverer andre til også være med. Bare se på hvordan PGU er vokset. Jeg synes, hun er vigtig og knaldhamrende dygtig, fortæller medlem Aysel Jørgensen.

Et familie-foretagende

Det er ikke kun for medlemmerne af PGU Pandrup, Ingers mangeårige arbejde har haft stor betydning. Det har det også haft for hendes mand og deres tre børn – deriblandt deres ældste søn.

- Nu er hun jo min mor, så det giver en vist præg. Hun har også vist, hvad man kan gøre for andre. Det giver mig en god inspiration til, hvad jeg kan give videre, siger Kristian Høj Kristensen, der selv er gymnastikinstruktør i foreningen.

De mange timer, den nordjyske ildsjæl altid har lagt i formandsjobbet, har selvfølgelig også fyldt meget i familielivet. Men som hun siger, så har de ikke været vant til andet.

- Da min mand og jeg blev gift, var jeg også meget involveret. Så han har ikke været vant til andet end, at jeg har været meget engageret i foreningsarbejdet. Det er ligesom en naturlig del af vores livsstil, siger Inger.

Om de 100.000 kroner, der følger med, hvis hun får Den NORDJYSKE Idrætspris, så skal bruges på familien eller på PGU Pandrup, må tiden vise. For Inger har nemlig endnu ikke gjort sig de store tanker om, hvad de skal bruges til.

- Nej, det har jeg ikke. Man skal jo ikke pelse bjørnen, før den er skudt, afslutter hun.

Den NORDJYSKE Idrætspris uddeles torsdag 23. april.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.