Skolevæsen

Hele skolen i sorg efter trafikdrab

Psykologhjælp til to klasser efter at en pige i 5. klasse blev dræbt på vej til skole i går

Flaget gik fredag på halv ved Hurup Skole fredag . Foto: Peter Mørk

Flaget gik fredag på halv ved Hurup Skole fredag . Foto: Peter Mørk

For ingen på Hurup Skole blev det en normal skoledag, efter nyheden om, at en pige i 5. klasse om morgenen var blevet dræbt på vej til skole. Den 11-årige pige fra Ydby blev kort før klokken 7.30 påkørt af en bil på Ny Refsvej. Hun blev erklæret død kort efter ankomsten til sygehuset i Thisted. Pigen havde fulgtes med en veninde fra 4. klasse, der ikke kom noget til. Alle elever og medarbejdere ved Hurup Skole blev ved 10-tiden kaldt til fællessamling, hvor skoleleder Susanna Lange fortalte den sørgelige nyhed, og hvor der blev holdt to minutters stilhed for den 11-årige pige. Allerede inden da var der rekvireret psykologhjælp til den 5.-klasse, hvor pigen gik. Også den 4.-klasse, hvor den dræbtes veninde går, fik besøg af en psykolog fredag formiddag, fortæller en dybt berørt Susanna Lange oven på den sorgfyldte skoledag. Hun var selv lørdag morgen taget til Hanstholm for at deltage i et lederseminar, da hun blev ringet op af en skolesekretær. På det tidspunkt forelå der ikke noget om, hvor alvorligt pigen var kommet til skade, men Susanna Lange kørte naturligvis med det samme tilbage til Hurup. Sorgplan - Vi har en sorgplan, som i detaljer fortæller, hvad der skal ske i den slags - heldigvis meget sjældne - situationer, fortæller Susanna Lange. Efter fællessamlingen gik elever og lærere tilbage til de respektive klasser, hvor alle tog sig tid til en grundig samtale. I de to berørte klasser skete det sammen med de tilkaldte psykologer. Senere ringede børnene til deres far eller mor, og de fleste blev hentet af forældrene. - Det er væsentligt, at der i den situation er nogen omkring børnene, fortæller Susanna Lange. Alle skolens elever har i øvrigt fået brev med hjem med tilbud om psykologhjælp. Tilbuddet gælder også lærerne, som fredag ydede en stor indsats for at få snakket tingene igennem med børnene. - Alle er berørte af situationen, og for nogle af lærerne kan der på et senere tidspunkt blive behov for at få bearbejdet oplevelsen, fortæller skolelederen.