Hele ugen på tværs af alle klasser

Asaa Skole er omdannet til en by i denne uge - og byen modtog sin nye viceskoleinspektør

ASAA:Asaa skole er i denne uge omdannet til en by - Ankerby. Dette er årets første tværsuge på skolen, hvor eleverne arbejder på kryds og tværs af klasserne. Alle arbejder derfor sammen om forskellige aktiviteter. I den lille by er der bolsjekogeri, biograf og bank, museum, cremefremstilling, galleri, bageri, restaurant, smykke og metal, fritidscenter og politi, cykelværksted, make-up og frisør, tekstil og design samt nyhedsafdeling. I bolsjekogeriet var der gang i flere slags bolsjer på en gang og de unge hyggede sig med det. Der er både store og små på de forskellige værksteder. Eleverne har i løbet af ugen haft mulighed for at få repareret deres cykler på værkstedet. Det hele skal ende med at der i morgen fredag er åbent hus fra klokken 11.30, for elevernes forældre. Til åbent hus vil de her sælge de ting, som eleverne har lavet i løbet af ugen. Ny viceskoleinspektør Det var en rigtig festlig dag også på mere end een måde. Skolens nye viceskoleinspektør Allan Skriver, 41 år, tiltrådte nemlig samme dag, og blev præsenteret for eleverne om morgenen i festsalen. Allan Skriver kommer fra Hjallerup Skole, hvor han har været lærer siden 1988. Han blev uddannet fra Ranum Seminarium og skal fortrinsvis tage sig af den administrative del på Asaa Skole. - Men jeg skal da undervise 5-6 timer om ugen, siger han. Det bliver i musik og matematik som er hans linjefag. Allan Skriver har en fortid i bandet ”Decible”, der spillede populært dansemusik, og hans instrument er keyboard og basguitar. På musiksiden forventer skolen, at Allan Skriver med sin store musikalske baggrund, vil gøre skolen mere musisk. Efter velkomsten blev der budt på både kagemand og sodavand til alle sleverne