Fodbold

Helenius sandsynligvis tilbage i startopstillingen

Skavanker til Jeppe Curth og Henrik Dalsgaard ser ud til at bane vejen for Nicklas Helenius

Nicklas Helenius er formentlig tilbage i startopstillingen mod FC Midtjylland. Foto: Torben Hansen

Nicklas Helenius er formentlig tilbage i startopstillingen mod FC Midtjylland. Foto: Torben Hansen

Nicklas Helenius startede de første mange kampe i angrebet for AaB, men for godt en måneds tid siden blev han bænket til fordel for både Henrik Dalsgaard og Kayke. Men skader til Dalsgaard og Jeppe Curth efterlader Kayke og Helenius som de mest oplagte startere i angrebet mod FC Midtjylland søndag aften. - Nicklas har generelt haft et stærkt efterår og jeg bænkede ham i sin tid, fordi han var ved at løbe lidt tør for kræfter. Men han har gjort det godt i sine indhop, siger cheftræner Kent Nielsen. Af de to skadede angribere er Jeppe Curth tættest på topformen, men kan ifølge træneren næppe spille 90 minutter. Dalsgaard er lidt længere væk, men vil formentlig også være at finde i truppen mod Midtjylland. Nicklas Helenius siger selv, at der er gode chancer for, at han kommer til at starte inde. I denne omgang altså mest på grund af skader, men den unge angriber har også været i god form på det sidste for både AaB og U21-landsholdet. - Den bedste måde for angribere at gøre sig bemærkede på, er at score mål, og det har Nicklas gjort på det sidste, fastslår Kent Nielsen.