EMNER

Helge Sander kandidat i Nordjylland

AALBORG:Forskningsminister Helge Sander bliver med 99,99 procents sikkerhed ny folketingskandidat for Venstres østre og vestre kreds i Aalborg. Dermed får Venstres øvrige nordjyske folketingsmedlemmer en alvorlig konkurrent i kampen om stemmerne ved næste folketingsvalg. For med Helge Sander har de to Aalborg-kredse omsider fået en kandidat, der i forvejen er kendt. - Og det har meget at sige, at kandidaten er én, som vælgerne kender i forvejen, bemærker Jens Krogh, formand for Venstre østre kreds i Aalborg. Ved det seneste valg stillede de to kredse med Jan Kristensen, der er virksomhedskonsulent i Sønderjylland. Han var på ingen måder kendt i forvejen, og af de ni Venstre-folk, der var opstillet til valget i Nordjylland, var han den, der fik færrest stemmer. Men med Helge Sander på valgplakaterne håber og regner Jens Krogh med, at kredsen får en kandidat, der kan give Svend Aage Jensby, Gudrun Laub, Chr. Meidahl og Inge-Lene Ebdrup kamp til stregen. Det er næsten et år siden, de to kredse kontaktede Helge Sander og spurgte, om han kunne tænke sig at blive folketingskandidat. Efter et halt år tænketid takkede han ja til tilbudet. Kåringen af Helge Sander som kandidat sker ved et opstillingsmøde i morgen aften. Den 52-årige forskningsminister har tidligere siddet i folketinget i 14 år - fra 1984 til 1998. Han trak sig frivilligt, da han blev valgt som borgmester i Herning. Da partifællen Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, blev Helge Ander udnævnt som forskningsminister.