Helgstrand til OL uden medaljehåb

En skade hos Matiné tvinger Andreas Helgstrand til at tage til Beijing med reservehest, som endnu ikke er klar til at kæmpe om medaljer

Andreas Helgstrand - her på hesten Blue Hors Matiné - tog for fjerde år i træk DM-titlen i dressurridning.
Foto: Klaus Sletting Jensen

Andreas Helgstrand - her på hesten Blue Hors Matiné - tog for fjerde år i træk DM-titlen i dressurridning. Foto: Klaus Sletting Jensen

RANDBØL:En skade betyder, at OL-medaljehåbet Blue Hors Matiné ikke kommer til start i dressurklassen ved OL i Beijing. Hoppen med 30-årige Andreas Helgstrand som rytter var ellers et godt bud på den første danske OL-medalje i individuel dresser siden Anne Grethe Törnblad førte Marzog til sølv i Los Angeles i 1984. Hesten har en seneskade i gaffelbåndet, som ikke er alvorlig, men det er nok til at Helgstrand ikke vil tage den lange flyvetur med hesten, som han i forvejen havde sine forbehold overfor. Tvivl om flyvetur – Jeg gider ikke at tage hende med helt der ud, hvis hun kun er på 90 procent, for så har hun alligevel ikke en medaljechance, slår Andreas Helgstrand fast. – Ridekonkurrencerne ligger jo langt fra resten af OL og trækker nok ikke så megen opmærksomhed, så jeg vil ikke starte på en hest, jeg er lidt usikker på, fortsætter han. Casmir kørt i stilling Helgstrand havde forudset et afbud fra Matiné og har derfor brugt foråret på at finpudse sin reservehest, Gredstedgaards Casmir, som har været startet til flere internationale stævner her i foråret. Blandt andet ved World Cup stævnet i s`Hertogenbosch i Holland i slutningen af marts. Stævnet var en afprøvning af Casmir. – Hesten har en vild kapacitet men mangler endnu noget styrke. Jeg kan godt lægge lidt mere på ham, men han er stadig meget ung, så han har nok brug for tre år mere inden han topper, vurderer Helgstrand om sin reservehest. Helgstrand og Casmir opnåede i Holland 69,70 procent, hvilket rakte til en placering som nummer ni. Konkurrencen er hård Helgstrands værste konkurrenter ved OL var så udgangspunkt Anky van Grunsven fra Holland på Salinero og tyske Ísabell Werth på Warum Nicht. De to damer har begge vundet et hav af OL- og VM-guldmedaljer. – Matiné kunne helt sikkert have været en skarp konkurrent til de to, men Casmir kan endnu ikke matche dem. Han får først sin storhedstid ved næste OL, forudser Andreas Helgstrand. Rytteren mener dog stadig, at Casmir kan gøre det godt nok til holdkonkurrencen, hvor Danmark stadig er blandt medaljekandidaterne.