Helheden blev glemt under valget

Valget er overstået med glæde, surhed, gråd og ævl, og man forstår ikke, at det vigtigste her og nu, blev glemt.

Man forstår ikke, at de ældre og hjælpeløse på diverse bosteder og institutioner ikke fik højere prioritet. Man forstår ikke, at det ikke er vigtigt for alle, uanset partifarve, at vore ældre og svage får en bedre behandling, og man må spørge: vil du, vil I stadig finde jer i, at disse mennesker holdes stavnsbunden til senge eller stole med en våd ble i timevis? Man forstår ikke, at der er så megen egoisme, at det mest handler om plads på taburetten. Man forstår ikke vælgere, der er så egoistiske, at de stemmer på et parti, der lige netop giver egoisten gevinst. Man forstår ikke vælgere, der ikke tænker på helheden og størst dækkende tiltag for de fleste og de svageste. Den med, at det kan familien tage sig af, dur ikke. Mange har slet ikke familie i nærheden.) Jo, jo, man taler skam om det, men så sker der heller ikke mere, for Kong Salomon skal jo først have sit på det tørre, før der kan blive noget til gamle bedste med den våde ble. Man forstår ikke, at der ikke for længst er truffet beslutning om de såkaldte børnepenge, der tildeles alle, høj og lav. Hvorfor reguleres de ikke efter indkomst og bankbog som mange andre ydelser. Det er da hul i jorden, at familier med meget store indkomster og værdier skal have denne ydelse, mens Maren i kæret dårligt har til salt til et æg. Pengene går ofte direkte i børnenes lommer, så det sidste nye elektronik, cd'er og dvd'ere kan hjemføres til samlingen. Man forstår ikke , at politikerne ikke kan se logikken i, at ydelsessystemet burde være ens for alle særlige ydelser. Man forstår heller ikke at der er nogen der har kunnet stemme på partiet med den håndtaskesvingende førstedame. Dette parti har disse mål: at hæve skatterne, skabe flere fortløbende stigende afgifter samt skaffe flere her til landet fra ulande og krigshærgede lande, muligvis deres fremtidige stemmekvæg. Hvis dette blev virkelighed, så ville vi høre hylet fra partiets vælgere, der valgte forkert. Nu er det bare for sent. Nu kom både Birgitte Josefsen og Lene Hansen på tinge og tillykke med det, men nu får de nok slet ikke tid til at tage sig af ovennævnte småtterier. Husk dog på, at I også bliver gamle og utætte engang.