Ulykker

To personer er døde i helikopterstyrt i New Yorks East River

En helikopter styrtede ned nær Manhatten søndag aften. To personer er dræbt, mens tre er i kritisk tilstand.

En helikopter styrtede søndag aften ned i New Yorks East River lige nord for Roosevelt Island, der ligger mellem Manhattan og Queens. Foto: Reuters/Social Media

En helikopter styrtede søndag aften ned i New Yorks East River lige nord for Roosevelt Island, der ligger mellem Manhattan og Queens. Foto: Reuters/Social Media

En helikopter styrtede søndag aften lokal tid ned i New Yorks East River.


Det oplyser en talsmand for den amerikanske luftfartsmyndighed Federal Aviation Administration (FAA) ifølge nyhedsbureauet AP.

To personer er døde. Det oplyser en talsmand for borgmesteren i New York, Bill de Blasio, på Twitter.

- Borgmesteren er netop blevet orienteret af politiet og brandvæsenet. Der er tale om mindst én overlevende og mindst to dødsfald. Dykkere er stadig i vandet, skriver pressetalsmand Eric Philips på Twitter.

Myndighederne oplyser, at der var seks mennesker om bord på helikopteren af typen Eurocopter AS350. Ud over de to døde er tre andre i kritisk tilstand.

Embedsmænd oplyser videre, at det lykkedes for piloten selv at komme ud af den forulykkede helikopter, hvorefter han blev reddet op af en slæbebåd.

Ulykken skete kort efter klokken syv søndag aften i sejlrenden lige nord for Roosevelt Island, der ligger mellem Manhattan og Queens.

Ifølge talsmanden for FAA lå helikopteren umiddelbart efter ulykken i vandet med bunden i vejret.

Omkring klokken 20.30 lokal tid oplyste politikilder til NBC 4 New York, at helikopteren er blevet bugseret til en helikopterlandingsplads på 34th Street.

Som navnet ellers kunne antyde, er East River i New York ikke en flod, men et smalt stræde der adskiller fastlandsdelen af New York City og Manhattan fra Long Island.

I alt krydser 8 broer og 13 tunneler East River. Det gælder blandt andet den berømte Brooklyn Bridge fra 1883.

Xinran Jiang, der bor med sin mand på Roosevelt Island, fortæller til The New York Times, at parret så en rød helikopter styrte ned i vandet klokken 19.08.

Hun fortæller videre, at helikopteren ikke viste nogen tydelige tegn på problemer, som eksempelvis røg eller uregelmæssig flyvning, før den styrtede ned.

- Det lignede næsten, at den landede, siger Xinran Jiang.

- Den fløj ikke hurtigt, tilføjer hun.

Ifølge Aviation Safety Network, der er en database, som registrerer flyulykker og andre alvorlige hændelser indenfor luftfarten, har der i løbet af de seneste 18 måneder været 11 dødsulykker på verdensplan med varianter af flytypen AS350.

FAA oplyser, at Det Nationale Transportsikkerhedsråd i USA vil finde ud af, hvad der forårsagede søndagens ulykke.

Helikopteren er ejet af selskabet Liberty Helicopters, der blandt andet tilbyder sightseeingture, der er populære blandt turister.

I 2009 kolliderede en helikopter af samme model og fra samme selskab med et lille privatfly over Hudson-floden. Ni mennesker blev dræbt, herunder en gruppe italienske turister.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst