Helikoptere skød til måls: Ild i skydeterræn

Ildløs tre gange mandag eftermiddag og aften på militært skydeterræn i Tranum Klitplantage

Jens Hukiær
Arkivfoto: Torben Hansen
Ildebrand 4. september 2018 08:54

TRANUM: Tre gange i løbet af mandag var der ildløs i naturen ved det militære skydeterræn i Tranum Klitplantage. Men det var først sidst på dagen - nærmere bestemt ved 20.45-tiden, at der indløb en alarm om brandene til Nordjyllands Beredskab i Jammerbugt Kommune.

- Vi fik en melding, om at der var ildløs i noget natur syd for Rødhusmindevej, men da den første bil kom til stedet kunne de se, at den natur, der brændte, var inde på det militære skydeterræn. Jeg fandt så ud af, at det var militæret, der havde gang i nogle skydeøvelser med helikoptere, der skød til måls, og de brandvarme projektiler havde antændt lyngen i området, forklarer indsatsleder Niels Nygaard, Nordjyllands Beredskab i Jammerbugt Kommune.

Han oplyser, at Forsvaret har deres eget beredskab til at håndtere brande opstået i forbindelse med skydeøvelser på det militære skydeterræn.

- De inddæmmer simpelthen de små brande med fræsere og lader dem derefter brænde ud, og deres eget beredskab havde i løbet af mandag håndteret tre naturbrande som følge af skydeøvelserne, forklarer indsatslederen.

Det var først den sidste brand, der førte til alarm.

- Først da det blev mørkt kunne folk se de gullige skær fra branden. Derfor blev vi først involveret i den sidste brand. Men vi kunne køre derfra en times tid senere uden at have brugt vand, fortæller Niels Nygaard.

Han tog dog tirsdag morgen et ekstra tjek på situationen, men alle brande var slukket.

Niels Nygaard oplyser, at der jævnligt opstår naturbrande som følge af skydeøvelserne - men at Forsvarets eget beredskab som regel håndterer brandene.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...