EMNER

Helle-effekten viser sig i S

Store fremgang hos Socialdemokraterne efter formandsskiftet

KØBENHAVN:Vælgerne reagerer positivt på Socialdemokraternes valg af Helle Thorning-Schmidt til ny partiformand. I den første meningsmåling efter formandsvalget sidste tirsdag står S til stor fremgang. Hvis der var valg nu, ville partiet overhale statsministerpartiet Venstre. Men Socialdemokraterne er klar over, at der skal arbejdes hårdt, hvis fremgangen skal bide sig fast. - Det er rart, at vælgerne siger, at vi har valgt en rigtig god formand i Helle Thorning-Schmidt, og at de hilser det velkomment, at vi er tilbage på banen. Men vi ved godt, at der er ligger et par års hårdt arbejde foran os, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Lotte Bundsgaard, til Ritzau. Hun bebuder politiske udspil og forhandlinger og forlig med regeringen. - Det er alt det, der er det mest spændende ved politik, men som også kræver rigtig meget arbejde, siger hun. Udenom Venstre I en meningsmåling fra Vilstrup i dagbladet Politiken bakker 29,9 procent af vælgerne op om Socialdemokraterne mod 25,9 ved folketingsvalget i februar. Venstre må nøjes med 29 procent - det samme som ved valget. En del af fremgangen hentes hos De Radikale, og derfor har Venstre og Konservative fortsat et snævert flertal sammen med Dansk Folkeparti. Samtidig viser en meningsmåling fra Greens i dagbladet Børsen, at 39,8 procent af vælgerne i dag foretrækker Helle Thorning-Schmidt frem for Anders Fogh Rasmussen. Der er stadig flere, der foretrækker Venstre-formanden (43,6 procent), men for blot to måneder siden var tilslutningen til S-formanden, der dengang hed Mogens Lykketoft, helt nede på 29,7. Opbakningen bag Anders Fogh Rasmussen er altså faldet med over 10 procentpoint på grund af formandsskiftet hos Socialdemokraterne. Når vælgerne bliver spurgt, hvem de anser for at være den bedste garant for velfærdsstaten og for at sikre arbejdspladser, peger et flertal på Helle Thorning-Schmidt, mens tiltroen til Anders Fogh Rasmussen er større, når det gælder skat og udlændingepolitik. Rasmus Jønsson, der er ekstern lektor på Roskilde Universitetscenter, undrer sig over fremgangen til Socialdemokraterne, fordi Helle Thorning-Schmidt indtil videre har sagt meget lidt om sin politiske kurs. Han tilskriver fremgangen i vælgertilslutning "nyhedseffekten og fornemmelsen af en stærk leder". De politiske modstandere tager S-fremgangen med ro. Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, glæder sig over, at der ikke samtidig er tilbagegang til Venstre. - Socialdemokraterne kan man vel sige er på vej op i et mere naturligt leje. 25 procent af vælgerne er ikke specielt højt for Socialdemokraterne, og det er 29 procent heller ikke - set i et historisk perspektiv, siger Jens Rohde og fremhæver at meningmålinger "er sådan noget der går op og ned". /ritzau/