Socialforsorg

Helle Thøgersen er rasende på fagforening

Social og sundhedshjælper Helle Thøgersen kræver en undskyldning

Helle Thøgersen er ansat i det private firma Din Hjemmepleje. Hun mener, at formanden for FOA i Frederikshavn, René Johansen, generaliserer groft, og hun forlanger nu en undskyldning. Foto: Bent Bach

Helle Thøgersen er ansat i det private firma Din Hjemmepleje. Hun mener, at formanden for FOA i Frederikshavn, René Johansen, generaliserer groft, og hun forlanger nu en undskyldning. Foto: Bent Bach

FREDERIKSHAVN:Social- og sundhedshjælper, Helle Thøgersen, fra Frederikshavn er rasende og skuffet.

Hun er uddannet i det kommunale system, men er nu ansat hos det private firma ”Din Hjemmepleje”, der har 25 ansatte.
Helle Thøgersen er dødtræt er den verserende strid mellem kommunal og privat hjemmepleje, og hvis ikke hun får en undskyldning fra formanden for FOA (Forbundet af offentligt ansatte) i Frederikshavn, René Johansen, melder hun sig ind i en anden fagforening.
- Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der er vred. Flere af mine kollegaer er parate til at følge mig over i en anden fagforening, siger Helle Thøgersen.

Dybe stridigheder

Grunden til, at frustrationerne er brudt ud i flammer, skyldes årelange stridigheder mellem Frederikshavn Kommune og de private hjemmeplejere.

Fakta er, at kommunen i øjeblikket mister markedsandele til de private firmaer, og på visse dele af hjælpen har hele 40 procent valgt en privat leverandør.
Først var flere byrådspolitikere på banen i pressen, hvor de bekendtgjorde, at kommunen og de private hjemmeservicefirmaer konkurrerer på ulige vilkår.
Derefter gik formanden for FOA i Frederikshavn, René Johansen, ligeledes ud i pressen og skød med skarpt mod de private hjemmeservicefirmaer.
I en artikel sagde han blandt andet, at der er dårlige forhold i de private firmaer, at kommunen er mere velorganiseret, og at de ansatte hos private firmaer hellere vil arbejde i kommunen.
- Jeg føler, at jeg gør en forskel i det her job. Og jeg blev hidsig, da jeg læste, at René Johansen generaliserer alle ansatte i private firmaer. Selvfølgelig er der firmaer, der ikke gør det så godt. Men fakta er, at en stor del af den private hjemmehjælp gør det mindst lige så godt som Frederikshavn Kommune.
- Jeg fatter ikke, hvorfor kommunen ikke indkalder til et dialogmøde, hvor parterne får tingene snakket igennem. Jeg vil gerne stille op til sådant et møde, for de ældre kan ikke være tjent med, at der er interne stridigheder i hjemmeplejen, siger Helle Thøgersen, mens hun venter på en undskyldning.
Formanden for FOA, René Johansen, erkender, at han har fået flere skuffede tilbagemeldinger fra ansatte i private hjemmeservicefirmaer efter udtagelserne i pressen.
- Men det har aldrig været min hensigt at generalisere. Jeg vil godt slå fast, at jeg ikke har noget at udsætte på fagligheden hos de ansatte i private firmaer, siger René Johansen, der dog gerne vil understrege, at han ofte hører negative historier om arbejdsforholdene hos visse private firmaer. Derfor har FOA taget initiativ til en undersøgelse af de private firmaer, og FOA har blandt andet indkaldt de ansatte til et møde 14. juni.
- Men er du klar til at give Helle Thøgersen en undskyldning?
- Jeg har svært ved at se, at jeg skal give en undskyldning, bare fordi FOA interesserer sig for de ansattes arbejdsforhold. Men jeg vil gerne beklage, hvis jeg med mine udtagelser har sendt et forkert signal, der har skudt i forskellige retninger, siger René Johansen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.