Heller ingen venteliste for kunstnere

SKØRPING:For første gang kan Privathospitalet Skørping nu præsentere en egentlig kunstudstilling på sine vægge. Det var Elisabeth Vedfald Christensen, der selv henvendte sig til privathospitalet for at spørge, om hun måtte have lov at udstille billeder der. Det havde man godt nok aldrig prøvet før, men hvorfor egentlig ikke, lød det imødekommende svar, og så var Elisabeth Vedfald Christensen glad: - Både på Sygehus Nord og Syd i Aalborg er der lang venteliste på at komme til at udstille, og derfor prøvede jeg helt uopfordret at ringe til privathospitalet. De bad mig kun om at vælge de naturalistiske billeder frem for de abstrakte, fordi patienterne har brug for fred og ro, fortæller hun. Elisabeth Vedfald Christensen bor i Aalborg og har altid tegnet og malet. Til daglig arbejder hun som aftenvagt i hjemmeplejen, men da hun for små fem år siden blev 40 år, bestemte hun sig for at gøre noget mere ved billedkunsten. - Det er jo kunstmaler, jeg ville være, men det er ikke sådan noget, der lige sker fra den ene dag til den anden. Det passer mig også fint at male om dagen og gå på arbejde om aftenen, siger hun. Chefsygeplejerske Bibi Jacobsen glæder sig også over det nye kunstneriske indslag på hospitalet: - Vi har haft patienter, der har været meget kreative og bagefter har foræret os billeder, men vi har aldrig før haft en decideret udstilling. Vi er heller ikke blevet spurgt før, kun af gallerier, hvor vi skulle købe noget. Men det er da sjovere med lidt forskelligt, siger Bibi Jacobsen, som har aftalt med Elisabeth Vedfald Christensen, at hendes billeder hænger på hospitalets vægge et par måneder. Men måske fortsætter man med andre udstillinger bagefter, kan chefsygeplejersken sagtens forestille sig.