Lokalpolitik

Hellere kerneområderne

RÅDHUS:"Jo dyrere rådhus - jo fattigere kommune." Sådan sagde en garvet liberal landspolitiker til mig for en tid siden. Jeg kom til at tænke på disse vis ord, da jeg læste dagsordenen til byrådsmødet på torsdag. Det, Ole Frederiksen, John Hamiltorn og undertegnede advarede imod i efteråret 2009, er ved at ske fyldest. Et nyt rådhusbyggeri er lige så stille ved at blive "lempet" igennem systemet. Dengang havde vi det kuldsejlede Stubhusprojekt i baghovedet. Et projekt der kom til at koste Rebild kommune over fem millioner. Uden at man fik det mindste ud af det. Jeg har sammen med et stort flertal i det daværende byråd et medansvar for dette. Men fordi man har begået en fejl behøver man nødvendigvis ikke gentage den. Medarbejderne skal selvfølgelig have ordentlige forhold. Men inden man springer ud i det uvisse, er der nogle ting man bør tænke over en ekstra gang. Er kommunestrukturen eventuelt den samme om ti-femten år. Rebild kommune er en af de mindre kommuner, og har allerede blandt andet gennem de ulyksalige håndteringer af for eksempel boenheden i Terndrup og hjemtagning af autismebørn vist, at der måske skal større enheder til at klare de fremtidige kommunale udfordringer. Som et byrådsmedlem sagde i 2009, er vi lige nu i Rebild i en "mellemkommunalreform". Og jeg er ganske enig. Om få år har vi måske en samlet Himmerlandsk kommune. Eller noget helt tredje. Ny teknologi gør også, at man må tænke anderledes end i mursten. Telefon og internet er jo for længst opfundet. Udviklingen går rasende hurtigt på dette område. I stedet for at poste et trecifret millionbeløb i et nyt rådhus, bør Rebild kommune koncentrere anlægskronerne på kommunens kerneområder. Børn, unge og ældre. Gør man det, er Rebild kommune virkelig rustet til fremtiden.

Forsiden