Lokalpolitik

Hellere nyde end yde

De vil hellere stå uden for byrådssalen og protestere, end de vil sidde ved det runde bord og træffe beslutningerne.

Men som NORDJYSKE Stiftstidende fortalte torsdag, gør kommunalbestyrelsen nu et behjertet forsøg 12. marts på at pirke lidt til den lokalpolitiker, som nogle af borgerne må have i maven. Det sker under overskriften "Kom og snus til jobbet som kommunalpolitiker". Dørene til rådhuset i Nykøbing slås op, og borgmester Egon Pleidrup (S) vil sammen med viceborgmester Bente Lyndrup (UP) og kommunens medarbejdere give øboerne en fornemmelse af borgerligt ombud i praksis. Det lokale selvstyre har ondt i både det lokale og i selvstyret. Kommunerne er blevet større og opgaverne mere komplicerede i takt med, at de lokale folkevalgte reelt bestemmer stadig mindre. Samtidig slår den grundlæggende trang hos danskerne til hellere at være nydere af end ydere til samfundet også igennem: Hvorfor have alt det bøvl med utilfredse borgere? Så hellere være en af de utilfredse ... Glemt er, at vælgerne selv har valgt de gæve mænd og kvinder på Christiansborg, der udstikker de stadig snævrere rammer, som de lokale politikere kan operere inden for. Og de seneste folketingsvalg har - uanset, hvor blå regeringen har villet male vælgernes dag - ført til stadig stigende centralisering. Den har reelt kostet de nye regionsråd alt andet end pligten til at forvalte - men vælgerne har selv et medansvar, og det glemmer de elegant, når de bagefter skælder "byrødderne" ud. Politik er ikke og skal ikke være lutter lagkage, men Morsø Kommunes fornuftige udspil viser, hvor hårdt den landspolitisk dikterede centralisering af lokalsamfundet har ramt lysten til at tage medansvar. Mors forsvinder da ikke i Limfjordens vande - det gør de øvrige lokalsamfund heller ikke - hvis selvstyret engang bliver en umulighed, delvis på grund af demokratisk dovenskab. Tilbage bliver festtalerne: Længe leve nærdemokratiet! Ja, men af hvad?